Med vind i skægget og planter mellem hænderne

Hans job trak parret til Lemvig, og finder de det rette hus - og en sushibar - har det et stort ønske om at slå rødder.

Tekst: Sofie Yderstræde . Foto: Mads Krabbe

Der er nok en dybere mening med, at det er kantinen hos Kystdirektoratet, som har bygningens suverænt bedste udsigt. Panoramaruderne fra gulv til loft inviterer nærmest fjorden indenfor oppe på bakken højt hævet over Lemvig.

Hvis medarbejderne skulle sidde på kontorerne rundt omkring i bygningen med det vue, kunne der nok godt faldes lidt for meget i staver ved computeren af og til.

Det er der nu ingen fare for, at Ciaran Knakkegaard McLoughlin gør oppe på sit kontor under taget, som han deler med flere andre i Team Opmåling.

Han er en af de godt 110 medarbejdere, som arbejder på en af kommunens eneste statslige arbejdspladser, og hvis han er ukoncentreret, kan det hurtigt gå galt:

”Cirka halvdelen af året, når det er godt vejr, er vi ude på kysten og måle op. En af mine opgaver er at flyve med drone, og det kan vi kun gøre i godt vejr. Så når der er østenvind og bølgerne er små, er vi ikke at finde på kontoret,” forklarer han og tilføjer, at de dage kan arbejdsdagen godt vare fra klokken 7 til 21. Heldigvis er fleksibiliteten stor, så der kan holdes tidligt fri i andre perioder.

På skillevæggen ved hans plads hænger flere billeder af ham iført neongul jakke og praktisk fodtøj og i selskab med en af Kystdirektoratets store droner, som både kan tage billeder og lave laserscanninger af kysten og klitternes højde.

”Dronebevis” står der på et stykke officielt udseende papir, som vel egentlig godt kunne sættes i en ramme og hænges på en bærende væg. For det kræver en del teknisk snilde og ikke mindst kendskab til lovstof og flyveforbudszoner at styre de fire propeller og måleudstyret.

Arbejde i felten

På Ciarans reol ligger en pakke fedtkager med soldaterfluelarver; en lidt alternativ snack, skulle man mene, indtil han peger ud på altanen, hvor en solsort er i gang med dagens frokost på foderpladsen.

Her er medarbejderne interesseret i naturen på flere områder, men netop debatten om bekostelig kystbeskyttelse kontra ’at lade naturen gå sin gang ’kan hurtigt blive politisk, så den viger Ciaran behændigt udenom.

I godt to år har den 34-årige østjyde haft sin daglige gang blandt ingeniører, bådførere, naturgeografer, biologer og sagsbehandlere i det store hus på Højbovej, men som uddannet kemiker lå det egentlig ikke helt i kortene, at han skulle bruge meget af sit arbejdsliv med vind i skægget på strande og ombord på et opmålingsfartøj.

”Det faglige indhold her ligner ikke kemien ret meget. Men selve arbejdsprocessen gør. Som kemistuderende er du meget i laboratoriet for at lave forsøg, som kaster data af sig. Men så snart du er uddannet, er det ofte laboranterne, som udfører analyserne, og så handler jobbet mere om kontorarbejde og databehandling. Jeg opdagede i mine første job, at jeg savnede den praktiske del. Den får jeg her, for her er laboratoriet skiftet ud med feltarbejde rundt omkring på kysterne. Vi er ude at producere en masse data, som vi så tager med hjem og analyserer,” forklarer Ciaran.

Kysten trak

Da han så stillingsopslaget, var han slet ikke i tvivl om, at han skulle søge mod Lemvig, og da hans kone Tilde Ballentin, 34, som er opvokset i Hobro, drømte lige så meget om at komme væk fra Aarhus, som han, var hun helt med på at rykke mod vest.

”Det var helt klart muligheden for at komme ud til vandet, som trak. Både arbejdsmæssigt og i fritiden.Jeg er fra Grenå, og som ung gik jeg til roning og løb ved stranden flere gange om ugen. Jeg har også været kystlivredder. Men da jeg flyttede til Aarhus for at studere, glemte jeg på en eller anden måde at dyrke livet ved kysten,” fortæller Ciaran og siger tak for i dag til de kolleger, som er tilbage på kontoret denne eftermiddag. Han går over vejen til et andet hus på Højbovej. Her er meget af det udstyr, han og kollegerne bruger, når de er ude i hele landet for at måle, hvor meget hav og fjord har flyttet rundt på sand, grus og kystlinjer.

Waders og store arbejdsdragter hænger på bøjler, og landmålerudstyr står klar i kufferter. Her er orden på stativerne; ikke mindst fordi en kollega har muntret sig med skiltningen: ”Kabel med javertus”, ”Kabel med skrue-fitlihutter”, ”Bund-dingenot” og ”Tophimstregims”, står der på laminerede sedler, så alle ved, hvor tingene hører hjemme.

Flyver før morgenbaderne

Her er også dronerne, som Ciaran flyver med. Den ene er udstyret med et kamera, som kombineret med en præcis GPS-position kan lave topografiske billeder af strand og klitter. En anden har påmonteret en laserscanner, som laver 300.000 målinger i sekundet med en infrarød laser.

”Den er ikke farlig for øjnene, men uanset hvad, må vi alligevel ikke flyve hen over folk. Det er lidt et problem en sommerdag i Søndervig. For badevejr er jo også det bedste opmålingsvejr,” siger Ciaran med et smil.

Det løser teamet ved at flyve udenfor højsæsonen for badegæster. Men også ved at komme før morgenbaderne.

“Hvis vi ved, der kommer en morgenmadeklub omkring klokken 8, kan vi vælge at sætte dronen i luften allerede klokken 7”.

Katte i centrum

Han slår alarmen til, og sætter kursen hjemad. Ikke i den bil, ægteparret godt nok ejer, men på gåben. For det er noget af det, Ciaran nyder mest ved at være kommet til Lemvig: At bo i gåafstand til alt.

Fem minutter senere åbner han døren til parrets lejlighed, hvor den første, der tager imod, er den lettere buttede, sorte hunkat Luna, som ligger og slænger sig på køkkengulvet på en mulepose fra Lemvig Bibliotek.

”Ja, vi har godt nok aldrig været der, men vi fik den vist til et tilflytterarrangement, da vi kom til byen, og siden har det været hendes favorit,” siger Ciarans kone Tilde, og kigger kærligt på katten.

Den har selskab af to gråstribede artsfæller, Gaia og Atlas, som Tilde fandt som små, kolde og forladte killinger i en lyskasse en morgen, hun skulle til bageren for godt halvandet år siden. Nu udgør de tre det absolutte centrum i familien, hvilket hverken Ciaran eller Tilde lægger skjul på.

”Det her er et rigtigt kattehjem, konstaterer hun og undlader da også at sætte sig på sin sædvanlige stol ved spisebordet.

”Der ligger lige en kat…” konstaterer hun.

Grønne fingre

Men det er ikke kun kattene, som trives i den hyggelige lejlighed. Alle vindueskarme er dækket af planter i krukker, de vokser på et smukt ophæng midt i stuen, som fungerer som en levende rumdeler, og de står på gulvet og på skamler flere steder. Der er ikke så meget som et støvkorn på nogen af de sunde, struttende, grønne blade, og her er ingen visne ender eller trætte stængler.

Planterne er Tildes helt store interesse, og hun har da også arbejdet i Plantorama i Aarhus i to år, inden parret flyttede til Lemvig.

Egentlig er hun uddannet socialpædagog, men har måttet sande på den hårde måde, at hun ikke kunne trives med de normeringer og arbejdsvilkår, som ofte er på socialområdet. Så efter en stresssygemelding er hun nu godkendt til fleksjob og har været i flere praktikker i området; blandt andet på kirkegårde, hos et gartneri og i Kvickly.

”Desværre er der ikke mange fleksjob her på egnen. Når jeg spørger, får jeg ofte at vide, at lige netop den type opgaver, jeg gerne vi arbejde med, allerede bliver varetaget af frivillige,” siger Tilde.

Men hun er overbevist om, at der nok skal dukke et job op før eller siden, og indtil da fokuserer hun på familielivet i lejligheden, hvor noget af tiden også går med at kigge boligannoncer. Parret vil nemlig gerne købe et hus, hvor der er bedre plads til deres interesser.

”Vi er ikke så kræsne. Det er dog som om, de fleste huse er indrettet med mange værelser til børn. Men når man ikke har børn eller planer om at få dem, så er de ikke så interessante for os. Vi kigger mere på indretningen og plads til vores hobbyer,” forklarer hun.

Stolt nørd

En af de hobbyer er rollespil. Ikke den slags, hvor de render kutteklædte rundt i en skov med skumsværd og kaster besværgelser i grams. Men den, som foregår på et spillebræt med små figurer og tykke regelbøger, og hvor et spil snildt kan vare i flere år.

”Hver fjortende dag kører vi til Aarhus, hvor vi i fire år har haft gang i et spil med en gruppe gode venner,” fortæller Ciaran, mens Tilde henter to store, ruminddelte plastbokse.

Frem finder hun bittesmå, kulørte figurer, som hun selv bruger lang tid på at male.

”Der er vel ikke mere end to hår på de mindste af dine pensler,” vurderer Ciaran, som står for at læse op på de komplicerede regler, når parret mødes over et andet spil, ”Kingmaker”, med de nye venner, de har fået i Lemvig, som også deler interessen for rollespil.

Adspurgt, om parret måske hører til i nørd-kategorien, ler Ciaran:

”Det er ikke et ’label’, jeg er ked af. Det er jo det, jeg er!”

Elsker Lemvig

Da Ciaran begyndte på jobbet i Lemvig, aftalte de med det samme, at de ville give det et halvt år og mærke efter, inden de sagde helt farvel til storbylivet. De første to uger havde Tilde ferie, og tog med mod vest.

”Men allerede da kunne jeg mærke, hvor glad Ciaran var for jobbet, og jeg hørte om, hvor meget ros han fik, og så sagde jeg mit job i Aarhus op. For vi er sådan nogle, der sidder sammen ved hoften. Vi kan ikke undvære hinanden, og laver alt sammen,” siger hun og udbryder pludseligt et højt ”A, a! Nej, det må du ikke!”

Hendes skarpe fornemmelse for både katte og planter har afsløret Gaia ovre i hjørnet med et blad halvt inde i munden. Katten stivner i bevægelsen, og kigger provokerende op mod Tilde, men vælger at lade planten leve. Denne gang.

Aftalen mellem Tilde og Ciaran var også, at når de flyttede så langt væk fra familie og venner, så ville de prioritere at køre på besøg østpå, hver gang de fik en invitation.

Heldigvis er vennerne også flinke til at komme til Lemvig, og parret er glade for at vise byen til dem.

”I Lemvig kan vi se, at folk bruger butikkerne rigtig meget, og det er med til at skabe en levende gågade og bymidte. Det er vi meget stolte af at vise vores venner. Men lige da vi kom hertil, hev jeg min Just Eatapp frem for at bestille mad. Den sagde ”Vælg et andet postnummer” – og så måtte vi jo sande, at vi simpelthen var havnet i en by, hvor man ikke kan få bragt mad ud!” ler Tilde.

”Altså, vi elsker de tilbud, der er her. Vi tager altid vores venner med på Brokmans, men vi savner altså lidt mere variation i restauranter. Vores yndlingsmad er jo vietnamesisk, og hvis vi skal have sushi, så må vi til Holstebro,” tilføjer hun.

De har dog et håb om, at den foodtruck med sushi, som for nylig var på besøg i Lemvig i to dage, var ude på et rekognosceringstogt for at lure, om der måske er grundlag for at åbne en sushibar i byen. Men uanset, så er der ingen tvivl:

”Vi bliver her. Det mere stille og rolige liv her passer os godt,” siger Tilde, mens Ciaran tilføjer, at der skal gå et eller andet meget galt, hvis han ikke er at finde hos Kystdirektoratet i rigtig, rigtig mange år frem.

Lige inden redaktionens slutning fandt parret drømmehuset, og skrev under på købsaftalen i Lemvig.

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Kommune