
Lemvig-Thyborøn Handel & Turisme fejrer i år påskens helligdage ved at holde åbent i butikkerne i Lemvig og Thyborøn
Tekst: AP Christensen . Foto: Henrik Sørensen
Påsken er traditionelt tidspunktet for det årets første større besøg af turister fra ind- og udland, og naturligvis står lokalområdets butikker og turisterhverv klar til at modtage gæsterne med et væld af aktivitetstilbud og andre gode tilbud.
I Lemvig er der lagt op til to dage, som står i Havfruens tegn.
Skærtorsdag er der særligt fokus på det voksne publikum, hvor smagen af Lemvig og live-musik er hovedingredienserne. Man kan således købe fem Havfrue-smagsoplevelser hos nogle af de lokale butikker og spisesteder, og det krydres med musikalske oplevelser på Matastorvet og fællessang i salen ved Musikskolen på Rådhustorvet.
Langfredag er en dag med oplevelser for hele familien. Der er nemlig besøg af den vaskeægte havfrue Karin Prehst Lund Madsen. Hun er uddannet skuespiller og fridykker og har masser af oplevelser som havfrue med shows over hele verden. Privat er hun gift med Anders Lund Madsen, og hun kan i Danmark ofte opleves som havfrue i Den Blå Planet i København.
Langfredag kommer hun svømmende ind til Lemvig Havn, hvor hun på beddingen fortæller om sit liv som havfrue, inden hun fragtes til ”Havfruespottet” på Kirketorvet, hvor man kan få taget billeder sammen med hende.
Hele arrangementet krydres med ”Havfrue-krea” for familiens yngste.
Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig-Thyborøn Nordvestkysten