Her får frivillige fingrene i maskinen

"Æ' Motorrum" i Thyborøn er et arbejdende museum og samlingssted for motorkyndige - uden lange negle.

Tekst: Sofie Yderstræde . Foto: Mads Krabbe

De fleste ungdomsklubber har et værksted, hvor drenge og piger gennem årtier har stået og skruet i knallerter aften efter aften for at få gearkasse, karburator og udstødning til at gå op i en højere enhed. Hvilket ofte vil sige at frembringe så meget larm og fart som muligt.

I en stor, nybygget hal alleryderst i Thyborøn kan man blot konstatere, at ikke meget har forandret sig for de drenge, som for størstedelens vedkommende nok kan kalde sig for bedstefædre nu.

”Æ’ Motorrum” står der med store, hvide bogstaver på den røde bygning, og har man én gang været på et maskinværksted, er man ikke tvivl om, hvad der foregår her, når man kommer ind og fornemmer den helt særlige lugt af metal og olie.

Hver onsdag aften samles en gruppe frivillige om det, det hele drejer sig om: Gamle skibsmotorer, som er kommet til ære og værdighed igen på land. Med hjælp fra sammenlagt flere hundrede års erfaring og fingernemhed.

Kommer langvejs fra

Henrik Kvist er den først ankomne, og han har sat kaffen over i det hyggelige rum, som er indrettet til kaffestue, og også huser Thyborøn Marineforening. Han er kasserer i ”Æ’ Motorrum”, og til daglig er han lods, og er en af de eneste, som ikke har haft fingrene i maskinen i bogstaveligste forstand. Men han har lært meget ved at gå sammen med de andre frivillige. De fleste af dem er pensionerede smede eller skibsmontører, og mange bor i Thyborøn eller Lemvig. Et par unge mænd på 20 år kommer kørende helt fra Viborg, og Henrik, som er opvokset i Lemvig, tager turen fra Horsens, hvor han bor nu.

”Ja, vi har da også et par harboøreboere,” konstaterer Søren Nielsen, som netop er kommet ind, og tilføjer lunt:

”Vi prøver at få noget tilskud til dem …”

Man er først rigtig thyborønbo, når man har fået et øgenavn, der hænger ved, så mange vil nok kende den tidligere medejer af Kynde & Toft bedre som ”Søren Hydraulik”.

Det er ham, der forsøger at have overblikket over de tonstunge motorers tilstand og de frivilliges arbejde med dem.

”Jeg har altid rodet med motorer. Med knallerter som barn, og i 1974 kom jeg i lære som skibsmontør hos Kynde & Toft. Planen var, jeg ville ud at fiske bagefter, men jeg blev hængende, og er nu pensionist, forklarer han, inden han går ud i hallen til de første, som er kommet for at arbejde denne aften.

Kontant og kærlig

Her slår de ring om ham, mens han peger på de forskellige motorer og fordeler aftenens opgaver.

Mændene går i gang med skruenøgler, sandpapir, bolte og møtrikker, og adspurgt, om kvinder også er velkomne, fortæller Søren, at der muligvis er en motorkyndig pige på vej som frivillig inden længe.

”Men hvis du har lange negle, kan du godt glemme det. Så kan du ikke skrue!” kommer det tørt fra ham.

Og sådan er tonen. Kontant og kærlig. Når man da kan høre, hvad der bliver sagt, for pludselig hvisler det højt med trykluft, og en motor dunker langsomt i gang. Det er J.O. Mortensen som netop har startet en B&W Alpha fra 1954, og nu holder øje med omdrejningerne og giver den gas, så det lyse værkstedsgulv vibrerer.

Udluftningen i taget fjerner effektivt den udstødningsos, som den tidligere bygning havde svært ved at komme af med, og generelt er arbejdsmiljøet blevet markant forbedret i den nye hal, hvilket er noget, de frivillige nyder:

”Når man er ung skibsmontør, er der en vis charme ved at ligge nede og arbejde i et trangt motorrum og bære alt op derfra med håndkraft. Dengang havde vi jo ingen kraner. Men nu som pensionist er det rart at gå rundt her med god arbejdshøjde og godt lys,” siger J.O., som har været ansat og medejer hos Thyborøn Skibs & Motor i 50 år, og har været frivillig i ”Æ’ Motorrum” i halvandet år.

”Det er godt at komme her, og man kan jo også gå herned og lave lidt til hverdag, hvis man har lyst,” siger han.

Skal vedligeholdes

For selv om den lysegrønne motor kører som smurt, skal de gamle maskiner hele tiden vedligeholdes og justeres. Akkurat som dengang, de lå i bugen på en kutter eller en slæbebåd.

Eller i en sandpumper, som den kæmpestore, anløbne B&W-motor, ”Æ’ Motorrum” har fået foræret, og som en gruppe nu er i gang med at restaurere i den anden ende af hallen.

En af dem er Jan Bro, der står og sliber på en cylinderforing.

”Jeg er enormt glad for at komme hernede. Vi hygger os, og tager lidt gas på hinanden, og vi har god tid. Vi skal jo ikke være færdige til en bestemt tid, siger Jan, der er tidligere fisker og nu arbejder på Thyborøn havn.

Ryger ud

Det bekræfter Henrik, som ofte er ham, der står for at grave historien frem på de motorer, ”Æ’ Motorrum” får foræret, når skibe skal hugges op, eller når gamle lader skal tømmes, og de rustne giganter dukker frem mellem gamle harver og mugne halmballer.

”Det kan godt tage et par år at sætte sådan en i stand, og det må det også gerne. Men hvis den ikke kan komme til at køre, ryger den ud”, forklarer han og går over og forbereder opstarten af den Callesenmotor fra 1964, som er hans yndlings i samlingen. Den kommer fra Lemvig-kutteren L204 ”Ebba Pedersen”.

Den nostalgiske lyd af en kuttermotor banker ud i hallen, og det er lige præcis den lyd og følelse, som hvert år lokker massevis af besøgende til.

”Det virker som en magnet på folk, når vi starter en motor og hæver porten lidt. Så strømmer de til,” siger Henrik med et smil.

Over alt i hallen er der aktivitet, og inde på det lille værksted i et tilstødende lokale er et par stykker i gang ved filebænkene, mens en tredje er sendt på loftet for at lede efter en reservedel.

”Ka’ du find’ ’et?” bliver der råbt nedefra, mens svaret drukner i lyden fra endnu en motor.

Og sådan går aftenen, inden alle sætter sikkerhedsskoene og går ind på det pæne gulv i Marineforeningens lokale, og slutter af med kaffe og den kage, Henriks mor har bagt.