Tæt på naturen

Tæt på naturen

Storslåede landskaber og oplevelser omgiver Lemvig og Thyborøn.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Johan Gadegaard, Visitnordvestkysten og Henrik Vinther Krogh

Vesterhavet, to fjorde og Danmarks største plantage, Klosterheden. Naturen har skabt et særligt rigt hjørne af Danmark. Naturen er tæt på og mærkbar alle vegne. Man er midt i den. Når man vandrer langs havet, sejler på Limfjorden, cykler ad en bakket landevej eller dybt inde i Klosterheden - eller når man parkerer og stiger ud midt i Lemvig eller Thyborøn: Naturen ligger lige for ens blik og fødder. 

Ikke mange byer har så gode udsigter som Lemvig. Og de er nemme at komme til. Bestig Østerbjerg og se ned fra Kabbel Bakker, slå måske ind på Hjertestien; skov, strand, by, bakker og sø på samme tur. Eller gå op ad vestsiden, forbi Lemvig Museum og drej til højre, hvor Planetstien begynder og fører forbi lystbådehavn og golfbane. Skalamodellen af solsystemet er 5,5 kilometer lang og ender ved Gjeller Odde. Planetstien er samtidig en hyldest til Lemvigegnens berømte digter, Thøger Larsen. I år fejres 150 året for hans fødsel. Den gamle stjernekigger elskede også den danske sommer.

Østhavnen inviterer til leg og fart med udsigt til fjorden. På Beddingen kan man låne grej og gå på krabbefangst. Lidt længere ude ad havnen holder skaterne - og alle andre på små hjul til. Kig på deres tricks eller sæt selv skub i board, rulleskøjter, løbehjul eller BMX. Skaterparken er kåret blandt Europas bedste. Her er noget for alle.

Fisketegn er påkrævet, hvis voksne vil ud med snørren. Dog ikke i Put & Take søer. Områdets nyeste ved Vejlbyklit Feriepark byder også på en minigolfbane, hvor familien kan gå 18 huller i et miniaturelandskab af lokale seværdigheder. 

I Thyborøn er sandet på den børnevenlige, bynære strand langs Thyborøn Kanal fint, hvidt - og skærmet af læhegn. Fastboende kalder gerne deres strand Danmarks bedste. 

Vildere vand og åbne vidder venter rundt om hjørnet; mod syd slår Vesterhavets bølger mod stranden neden for Sea Wars Museums mindepark for de faldne fra Første Verdenskrigs største søslag. 

Fra havnen går både ud på sæl- og delfinsafari flere gange dagligt. Vil man gå selv, begynder vildreservat Harboøre Tange, hvor Thyborøn ender. Under den åbne himmel blandt de beskyttede strandenges mange fugle færdes man til fods, på cykel - og på Puch Maxi.

Bovbjerg Fyr knejser rødt over skrænten syd for Ferring. Et kulturelt samlingspunkt med kunst, sang og historie i naturen. Himmel møder hav og jorden hæver sig højt over stranden. Farverige paraglidere leger i vinden. Selv kan man mærke suset og suget ved at rappelle fra fyrtårnet. Og er man hurtig på trapper, kan man nå at se solen synke i havet tre gange på fem minutter: først fra stranden, så fra skrænten og til sidst fra toppen af fyret! Tårnet er åbent til solnedgang.

Længere inde i landet kan man også gå på opdagelse. Måske endda træffe en trold! Lotte Lokkeklokke - nummer 151 i Thomas Dambos slægt af kæmpetrolde - venter gæster på sit hemmelige sted udenfor Møborg, syd for Klosterheden. 

Den store plantages gamle løv- og nåletræer byder på læ og oplevelser for alle aldre og temperamenter. Mærk skovens dybe, stille ro. Få pulsen op på de afmærkede MTB-ruter. Vip, hop, gyng og grin med børnene på skovlegepladserne - eller sid ganske stille ved en af bævernes mange dæmninger og håb på et glimt af de pelsede hoveder i Møllesøens vand. Her er bær, nødder og svampe efter sæson. Shelters og naturcampingpladser hele året.

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig-Thybørn Handel og Turisme

Læs artikler fra 02.2025

Søren og Inge Lise fandt paradiset i Thyborøn...

Søren og Inge Lise fandt paradiset..

Danmarks nye store museum har noget til alle med interesse for det maritime...

Havets hemmeligheder...

Handelsliv i Lemvig og Thyborøn er vævet samme med alt godt fra hav og jord...

Smag for shopping..

Midtjyske Jernbaner lægger som de første i Danmark deres togdrift om fra diesel til strøm...

Generationsskifte på sporet...

I 2026 er det 40 år siden, at Elin Nilsson etablerede dette kulturcenter på en gammel strandfogedgård i den sydlige udkant af Fjaltring...

Kulturcenter Tuskær...

Storslåede landskaber og oplevelser omgiver Lemvig og Thyborøn...

Tæt på naturen...

En lang række arrangementer hylder i ord og toner den kendte digter fra Lemvig...

Thøger Larsen-fejringen fortsætter...

Grævlingen vågner, når vi andre går i seng. Den lever om natten og vandrer stille rundt i mørket...

I tusmørket kommer den frem...