I tusmørket kommer den frem

Grævlingen vågner, når vi andre går i seng. Den lever om natten og vandrer stille rundt i mørket. Dette liv har givet stof til mange myter om den sky jæger med de lange klør. Selvom grævlingen har været her i tusinder af år, kender vi stadig ikke meget til hverken den eller den spændende adfærd, der udfolder sig ved grævlingegraven nat efter nat.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jézéquel

Det er tidlig aften, luften er mild, og bladene på træerne er netop sprunget ud.

Fotograf Mikkel Jézéquel har sat sig i buskadset lidt væk fra højen. I en umagelig stilling på bakken og med ansigtet mod vinden, så hans lugt blæses væk fra hullerne i den sandede skråning. Der er mange huller. Der må være et sindrigt kompleks af gange derinde. Siden han var her sidst, er to nye huller kommet til. Grævlingen har udvidet.

Det er første aften, han sidder her, selvom det allerede var sidste sommer, han stødte på graven helt derinde i skoven, hvor ingen kommer. Men først nu er det tidspunktet at fotografere: Grævlingerne er mere aktive nu, det er sidst på foråret, og der er lys nok, inden alt springer helt ud og lægger graven hen i en dunkelhed, der gør det for mørkt. I aften er det godt, og det er med stor spænding, han nu sidder og venter. Kommer de mon ud? Jo! På slaget otte stikker en grævling hovedet op af et af hullerne. Den ser sig lidt om og forsvinder så igen ind i hulen. Lidt senere sker det samme.

Nå, det er ikke sikkert, det er så ligetil at fotografere dem, hvis de ikke rigtigt kommer frem endnu. Det er snart for mørkt. Fotografen er lige ved at opgive, da der pludselig vælter en stor ”klump” af grævlinger op af hullet i en pærevælling. Og så er der ellers gang i den. Der er tre. Det er store unger fra sidste år. De klør og kradser sig og vælter rundt mellem hinanden. Sætter sig på hinanden, bider hinanden lidt i maven – hvad er et kærligt bid blandt venner? Sikke en oplevelse.

Lidt senere kommer en større grævling ud. Det må næsten være en voksen. Den lusker med det samme alene af sted ud i skovbunden. En af grævlingerne lægger sig til at sove uden for graven, men lidt efter lidt forsvinder også de tre livlige baryler af sted og sniffer rundt i området. Det er spisetid, tid til at fouragere.

Grævlingen fortjener lidt ’hype’

Dette forår har Mikkel Jézéquel brugt flere skønne timer som en flue på væggen med kameraet ude hos grævlingerne. Det har været fantastisk at opleve dyrene derude. Men desværre er det sjældent, man som dansker støder på grævlingen. Oftest ser man dyrene, når de ligger døde i vejkanten. Et trist syn.

Grævlingens levevis giver den naturligt en form for ’skyggetilværelse’ i vores bevidsthed. Den lever skjult, hvor der ikke kommer mange forbi. Om natten går den stille rundt og søger føde i skovbunden og i det åbne landskab. Den gør ikke meget væsen af sig.

Indtil ulven kom, bar grævlingen titlen som Danmarks største rovdyr. Sammen med tilværelsen i nattemørket har dette været godt stof til mange myter. De fleste kender fortællingen om, at grævlingen er farlig, og møder man den, bider den sig fast, til den hører knogler knuse! Men det afviser grævlingeekspert Janne Aaris-Sørensen.

”Grævlingen er ikke farlig. Godt nok er den et rovdyr, men mennesket er ikke på menuen," siger hun og forklarer, at grævlingen historisk har fået et misvisende ry herhjemme.

”Men måske skulle vi til at værdsætte den lidt mere. Der er ikke meget ’hype’ om grævlingen i dag, og det er synd, for det er et utroligt spændende dyr”, siger Janne Aaris-Sørensen og tilføjer, at grævlingen er et dyr, der ikke gør nogen skade. Der er altså ingen grund til ikke at interessere sig lidt for at lære den bedre at kende.

Et liv med grævlingen i fokus

Egentlig havde Janne Aaris-Sørensen som ung biologistuderende i 1973 et ønske om at skrive speciale om ræven, da hendes vejleder pegede hende i retningen af grævlingen. Det blev starten på et livslangt arbejde med den sort-hvidstribede jæger i stedet for.

”Jeg opdagede, at man faktisk ikke vidste så meget om grævlingen. Derfor var det selvfølgelig ekstra interessant at være med til at finde ud af noget om dyrene”, fortæller Janne Aaris- Sørensen.

Hun har blandt andet arbejdet med at kortlægge bestanden af grævlinger i og omkring nogle af de store byer i Danmark. Først og fremmest København men senere også Aarhus og Silkeborg. Hun har også fulgt grævlingerne i alle de store skove omkring hovedstaden tæt og forsket i, hvordan man kan drive naturnær skovdrift under størst hensyntagen til grævlingerne.

Desuden er hun forfatter blandt andet til bøgerne ”Grævlinger i Danmark” og ”Grævlingebogen”.

Et meget renligt dyr

Alle de mange år i felten hos grævlingerne har givet mange gode oplevelser. Oppe fra træer eller andre udkigssteder har Janne Aaris-Sørensen skjult iagttaget dyrene gennem en halv menneskealder. (Posterne i træerne dog mest i de unge dage, som hun tilføjer i sin bog.)

Grævlingeforskeren nikker derfor genkendende til fotograf Mikkel Jézéquels oplevelser hos de vestjyske grævlinger ude ved graven i Stråsø Plantage ved Ulfborg.

”Det er meget typisk, at det første der sker er, at de kommer ud og kradser og klør sig. Ofte kan man høre den der kradselyd, inden de kommer frem, for de starter allerede, inden de kommer ud med at ordne pelsen”, forklarer hun.
Grævlinger har nogle utroligt lange klør på forpoterne. Dem bruger de, når de graver deres lange gangsystemer og reder, men de bruger dem også som en form for kam til omhyggeligt at klø pelsen igennem.

”Grævlinger er nogle sympatiske og fornuftige dyr”, ler Janne Aaris-Sørensen og fortsætter: ”De ryster jord ud af pelsen og kradser den igennem hver aften, så de undgår for meget utøj som lus og lopper. De er meget renlige og henter tørt græs og andet materiale ind i deres rede, og det materiale skifter de ud hvert år. Der er heller ikke særligt meget sygdom eller mange parasitter knyttet til grævlingebestanden”, forklarer hun.

Grævlingen besørger heller ikke inde i sine gange eller slæber føde med derned, ligesom ræven kan finde på med diverse lugtgener til følge.

Et kuld unger med flere fædre

Det er også et typisk syn at møde en hel familiegruppe i en fælles grav, som fotograf Mikkel Jézéquel gjorde, da han satte sig ud for at se, hvem der mon boede i de huler, han havde fundet. I sådan en gruppe er det som regel en hungrævling, der bor med sine unger, og det kan godt være unger fra flere år. Voksne hangrævlinger bor ofte alene i lidt mindre grave.
Den dominerende hun udskiller et dufthormon, der gør, at hendes voksne døtre ikke bliver kønsmodne og får unger, så længe de bor sammen med hende. Og netop grævlingens parringsmønster er også noget, der er særligt interessant, fortæller grævlingeforskeren:

”Hunnen får unger i februar – marts, og så er hun klar til at parre sig igen. Det kan hun gøre flere gange i løbet af sommeren, hvor hun opsøger forskellige hanner i området. Hun har forlænget drægtighed. Det vil sige, de befrugtede æg falder først ned i livmoren og sætter sig fast omkring juletid. Derfor fødes ungerne samtidigt, men de vil ofte have forskellige fædre! Det er et middel mod indavl i bestanden”.

Grævlingen ”stempler” familien med duft

Familielivet i graven er dog i realiteten at sammenligne med et praktisk bofællesskab.

”Grævlinger er ikke sociale dyr. De går ikke på jagt sammen eller tager mad med hjem til de andre som for eksempel ræve. De passer sig selv. De går ud på forskellige tidspunkter, spiser, og kommer hjem på forskellige tidspunkter”, forklarer Janne Aaris-Sørensen.

Men tumulten, som fotograf Mikkel Jézéquel oplevede foran graven med den megen fysiske kontakt mellem de unge grævlinger, er nu heller ikke usædvanlig. Og særligt ikke indsatsen for at sætte sig ovenpå hinanden. Det gør grævlinger af en helt særlig grund.

Alle grævlinger har nemlig en duftkirtel lige under halen. De afmærker deres territorie ved hjælp af duft. Og de afmærker hinanden! Man kalder det, at de ”stempler” hinanden, og det sker altså ved, at man slet og ret sætter måsen mod en anden grævling og afsætter duft.

”Grævlinger ser meget dårligt. De orienterer sig i mørket ved hjælp af deres gode lugtesans. Grævlinger i samme familie stempler hinanden med duft, så de kan genkende hinanden derude om natten, hvis de mødes i landskabet”, forklarer Janne Aaris-Sørensen.

Den vigtige grævlingegrav

Graven er afgørende for grævlingens trivsel. Der er mange kriterier, der skal være opfyldt for, at en grævlingefamilie kan bo et sted. Der skal gerne være en bakke, som grævlingen kan grave gange ind i. Stedet skal helst ligge skjult af bevoksning, det kan være i skovbrynet eller i læhegn. Der skal være vand i nærheden. Og der skal være åbent land med gode fødemuligheder. Det er reelt forholdsvis få steder i dansk natur, der er egnet til grævlinger, så når en familie endelig finder et godt sted, så bor de her gerne i generationer. Der kan bo grævlinger i den samme grav (som løbende udbygges) i flere hundrede år.

Det er særligt vigtigt, at området ved sådan en grav er uforstyrret! For mange forstyrrelser får grævlinger til at flytte. Det kan tage 7 – 9 år, før en familiegruppe er etableret i en ny grav og begynder at få unger igen.

I de seneste årtier er vi danskere blevet meget aktive skovgæster med mange ture i skoven, mountainbikebaner, orienteringsløb, shelterpladser med bål og larm i nattetimerne. Også mere ”naturlige” forstyrrelser som hjorte (eller græssende kvæg), der tramper rundt ved graven, kan få grævlingen til at forsvinde.

I dag er man opmærksom på at tilrettelægge skovdriften, så man forstyrrer grævlinger i skoven mindst muligt. Skovarbejdere har grævlingegrave på GPS-koordinater, så man ikke kommer til at køre over dem, og træer tæt på graven fjernes med håndkraft.

Men selvom skovvæsnet i dag gør meget for at tage hensyn til grævlingerne, så bliver der ikke flere og flere grævlingegrave.

”Det er netop fordi, det er så få steder, der reelt er egnet til dyrene. Blandt andet derfor er grævlingebestanden selvregulerende. Der kommer ikke flere, end der er plads og føde til”, forklarer Janne Aaris-Sørensen, der fortæller, at nogle frygtede, bestanden ville eksplodere, da grævlingen blev fredet i 1994. Men det er ikke sket.

Faktisk ved man ikke helt, hvor mange grævlinger, der findes i Danmark, for man overvåger ikke bestanden. Et gæt fra Dansk Pattedyrforening lyder på 25.000 – 30.000 individer. Dyrene er udbredt i hele landet (med undtagelse af enkelte øer), men der er flest i Østjylland. Grævlingen anses ikke som truet men som sårbar, og der er flere ting, der påvirker bestanden negativt.

Kør langsomt om natten!

Trafikken står for mange dødsfald. Et estimat på naturbasen.dk lyder på, at omkring 3000 grævlinger køres ihjel hvert år.

”Grævlinger er nærsynede. Det gør dem sårbare i trafikken. Derudover har de svært ved at lære at færdes omkring vejen. Ræve lærer som regel i løbet af deres første leveår at holde afstand til biler, men grævlinger synes ikke at lære det ikke på samme måde”, forklarer Janne Aaris-Sørensen.

Derfor er der særligt én ting, vi danskere kan gøre for at hjælpe grævlingen, siger hun:
”Kør langsomt i nattetimerne, og vær ekstra opmærksom særligt på landeveje tæt på skove eller andre steder, hvor der kunne bo grævlinger. Farten er ofte afgørende, og den skal ned!”

Derudover er der endnu en ting, man kan gøre for at hjælpe grævlingen.
Vi skal sprøjte mindre gift på markerne. Det er vigtigt, at der er mad nok til grævlingen, og da dyret lever af en stor del orme, biller og andre smådyr og insekter, så mindskes fødegrundlaget, når vi sprøjter.
Og der er god grund til at passe lidt på grævlingen. Udover at det er et sårbart dyr.

”Grævlingen er et af vores ældste pattedyr i dansk natur. Den er så at sige en af ’ de gode gamle danske dyr’. Det er da helt fantastisk, at den stadig er her. Tænk, at man kan møde den derude i vores natur. Det er da stort”, siger Janne Aaris-Sørensen.

FAKTA: Grævlingen

Grævlingen er et pattedyr i mårfamilien.

Indtil ulven kom, var grævlingen det største landlevende rovdyr i Danmark. Den er i gennemsnit 80 cm lang + 10 cm hale og kan veje op til 15 – 17 kg.

Særligt karakteristisk er de sorte og hvide striber i ansigtet. Pelsen på kroppen er gråmeleret, og benene sorte.

Grævlingen spiser stort set alt, den kan finde, og dens føde er meget sæsonbestemt. Den spiser for eksempel mus, frøer og fugleunger der er faldet ud af reden, snegle, larver og andre smådyr men også korn, majs, bær og frugt, en stor del af føden er regnorm.

Grævlingen er nataktiv. Dens næse minder lidt om en grisetryne, og med den lugter den sig frem til maden. Den har en formidabel lugtesans, men et dårligt syn.

Hungrævlingen, kaldet grævlingesoen, får unger i februar – marts. Omkring 2 – 4 styk. Ungerne kalder man grise. De er meget små og dier mælk de første par måneder. Når de er seks måneder, er de voksne, men de kan blive boende hos den voksne hun i nogle år. Dyrene lever derfor ofte i en lille familiegruppe på omkring fem dyr.

Hangrævlingen, kaldet grævlingeornen, lever ofte alene i en grav lidt væk fra de andre.

I efteråret æder grævlingen sig ekstra tyk og fed, så den har lidt at tære på i de kolde måneder. Dyrene går ikke i vinterhi, men er mindre aktive om vinteren.

En grævling bliver cirka 10 – 15 år. Men mange lader livet i trafikken, der er den største trussel mod bestanden.

Grævlingen er ikke farlig for mennesker, og den anses ikke som et skadedyr. Tværtimod spiser den mange af de insekter, der kan volde os problemer, for eksempel oldenborrer. Ligeledes har mange andre dyr gavn af at kunne flytte ind i grævlingens forladte grave.