Danmarks nye store museum har noget til alle med interesse for det maritime
Tekst: Knud Jakobsen . Foto: Tommy Bay og Sea War Museum Jutland
Danmark er omgivet af hav, og havet er fyldt med spændende og dramatiske historier, som blot venter på at blive fortalt. Nu sker det på Danmarks nye store museumscenter, som har fået navnet ”Havets Hemmeligheder”. Det ligger i Thyborøn med udsigt til Nordsøen og er blevet skabt af dykker og erhvervsmand Gert Normann Andersen.
Han har overtaget det tidligere Kystcenter og har på 5000 kvadratmeter indrettet et kæmpemæssigt museum med mange forskellige afdelinger, eller sagt på en anden måde: Et museumscenter med mange forskellige museer under et tag. I ”Havets Hemmeligheder” kan man møde:
Det nye museum er et must for alle, som interesserer sig for maritim historie af enhver art. Hovedvægten er lagt på spændende og dramatiske historier, og der er mange forskellige at fordybe sig i. Man kan således blive klogere på grønlandskibet Hans Hedtofts og skoleskibet Københavns forlis. Begge skibe forsvandt uden spor, og jagten på deres skæbne er ikke slut endnu.
Man kan også følge udvandrerskibenes dramatiske historie. I 1889 var dampskibet Danmark på vej til USA med skandinaviske udvandrere, da det midt i Atlanten tabte skruen og begyndte at synke. Imod alle odds dukkede et amerikansk skib op og reddede samtlige 734 personer om bord.
Der er den vanvittige historie om de to udvandrerskibe fra det samme rederi, som kolliderede midt i Atlanten, hvorefter det ene sank, og 105 mennesker omkom. Der er også den tragiske historie om dampskibet Norge, som i 1904 sejlede på Rockall vest for Hebriderne, hvorefter 635 mennesker omkom.
Der er de rystende historier om flygtningeskibe og skibe fyldt med Kz-fanger, som blev sænket under Anden Verdenskrig, og der er de nyere historier om store passagerfærger, der blev ramt af uheld og forlis med mange omkomne til følge.
Er man mere til eksplosioner, kan man både se flyvende V1-bomber, hovsa-missil og atombomber. Af sidstnævnte slags udstiller museet hele tre, heldigvis kun kopier. Man kan se bomberne, der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki og de forfærdelige skader, som de udrettede, og man kan se en amerikansk mini-atombombe, der i 1960’erne var stationeret i Tyskland.
Lyder søminer ikke spændende nok? Jo, men det er de. Vidste du, at Danmark under krigen i 1864 udlagde miner i Alssund for at forhindre den prøjsiske overgang til Als. Det lykkedes som bekendt ikke, men en af minerne er bevaret, og den kan ses på museet. Der er andre sjældenheder, herunder en tysk mine fra 1877 og danske miner fra Øresund fra år 1900. Man kan også se den eneste bevarede mine af den type, som tyske ubåde udlagde ud for den amerikanske østkyst i 1918.
Hertil kommer miner, som blev udlagt i Danmark under Anden Verdenskrig og moderne øvelsesminer, som i 2015 blev udlagt under en Nato-øvelse i Østersøen, og mange, mange flere.
For nu at blive i Østersøen er der også de fantastiske vrag, som Sea War Museum Jutland i 2022 fandt på 160 meters dybde i Østersøen. De er flere hundrede år gamle, men står usædvanlig velbevarede på havbunden, næsten som om de lige er blevet forladt.
Der er også museets udstilling om hvalfangst, som er anbragt i en omvendt fiskekutter. Det er i bund og grund en trist og brutal historie om menneskets udnyttelse af naturens ressourcer, men også en historie med plads til nuancer. Der er forskel på, om man i Grønland nedlægger en hval for at skaffe mad til hele bygden, eller man nedlægger en hval for at skaffe olie til Europas lamper og den industrielle revolution.
”Havets Hemmeligheder” er et museum, som man ikke bliver færdig med, og hvor der er noget for de fleste, og hvis man for alvor ønsker at gå i dybden, kan man som forsker få adgang til museets maritime bibliotek. Det er Danmarks største af sin art og er foreløbigt på 80.000 bind plus alt det digitale.
Og har man behov for en pause mellem de mange indtryk, har museet et stort cafeteria med en fantastisk udsigt, hvor man få nyde en kop kaffe.