STÆDETs mission er forsamling og fællesskab

STÆDETs mission er forsamling og fællesskab

Christina Serup Hove har med knofedt og stor hjælp fra sit netværk skabt et kultursted med fokus på det nære og det vestjyske.

Tekst: Sofie Yderstræde . Foto: Johan Gadegaard

Det gamle missionshus i Bøvling er blevet til et helt særligt sted. Hvor der før var en servitut, som forbød dans og nydelse af alkohol, er der nu plads til glæde, fællesskab og lattermuskler på overarbejde.

I et år har Christina Serup Hove fra Møborg haft nøglerne til det store rødstenshus på Møllevænget, og på den tid har det forvandlet sig til egnens nye centrum for kulturelle oplevelser.

I aften er det latteren, det gælder til comedyaften, hvor gæsterne allerede begynder at dukke op og hygge sig i loungen en times tid før komikerne Daniel Lill, Nicolaj Lange og Nicolaj Leegaard skal på scenen. Sidstnævnte stammer fra Bøvling og bor nu Aarhus.

”Jeg kan faktisk se, at flere med hans efternavn har købt billet”, siger Christina Hove tilfreds.

Tanker kredsede

Egentlig var det aldrig hendes plan, at hun skulle blive indehaver af et kulturhus. Men coronanedlukningen satte tanker i gang hos hende derhjemme på gården Hedevang i Møborg.

”Jeg er god til at organisere og have mange bolde i luften. Jeg blev færdig med en lederuddannelse under nedlukningen, men kunne ikke komme videre ad den vej i mit daværende job. Så mens jeg stod for meget af det administrative derhjemme, begyndte tankerne at kredse… Jeg ville gerne noget andet, end at gå hjemme og holde styr på personale. Og så kom det her til salg”, siger hun og kigger rundt i loungen med varme jordfarver på vægge og loft, originale trægulve, bløde sofaer og en voksende flok af glade gæster i alle aldre.

Ølkrise afværget

I baren står datteren Mikkeline og tager imod betaling, mens Søren Andreasen styrer fadølsanlægget. Til daglig er han driftsleder på gården, men både han og hans kone Majken stiller gladelig op og hjælper, når chefens kone slår dørene op på ”Stædet”.

”Også selv om vækkeuret ringer klokken 04.20 i morgen tidlig, og jeg skal op og læsse grise,” lyder det fra ham, inden han pludselig springer hen og byder et mere end almindeligt varmt velkommen til en mand, som kommer ind ad døren med en sækkevogn. Fadølsanlægget driller, og manden fra Hancock i Skive leverer et nyt, som lige når at komme i omdrejninger, inden cirka 10 unge – og tørstige - mennesker fra LandboUngdom vælter ind.

Ikke konkurrent

Men hvordan tør en socialrådgiver dog købe et gammelt, lidt træt hus og drømme om et nyt forsamlingssted langt ude på landet, når mange af de andre landsbyer på egnen også har både kulturhuse, spillesteder og selskabslokaler?

”Vi er ikke nødvendigvis hinandens konkurrenter. Vi skal spille hinanden gode, for vi kan noget forskelligt. Jeg fokuserer blandt andet på comedy, og vi skal have lært vestjyderne, at selv om man har været afsted én gang, så kan man godt komme igen til næste comedyaften.”

Noget tyder på, at Christina Hove har ramt plet med den vurdering. I hvert fald genlyder loungen af glade udbrud, når gæsterne genkender hinanden fra sidste comedyaften for to uger siden. Da var Mick Øgendahl og Daniel Lill på scenen, og showet blev udsolgt på et døgn.

Nabohjælp

Flere gange gentager Christina Hove, at hun ikke kunne have gjort det uden hjælp fra sit netværk og familie. Men især lokalbefolkningens opbakning er kommet bag på hende:

”Naboerne holder øje og er søde til at ringe, hvis vi har glemt at slukke en lampe. En anden nabo rev gruset på pladsen, inden der skulle være bryllup herinde. Og en dame så, at jeg stod og piskede flødeskum ved håndkraft. Et par dage senere kom hun forbi med en håndmixer til mig”.

Det er netop de oplevelser, der gør, at de mange måneders slid med renovering, planlægning, tilladelser og tusind andre praktiske opgaver, er det hele værd for indehaveren, som heller ikke lægger skjul på, at renoveringen har været en lidt mere bekostelig affære end forventet.

”Jeg næres og drives af fællesskab. Jeg er klar over, at det her er et gigantisk step ind i en helt anden branche. Men jeg er en slider, jeg er kreativ og har en masse energi,” lyder det fra Christina Hove, mens hun kigger tilfreds ud over en udsolgt sal og en komiker, som allerede har godt fat i vestjydernes lattermuskler.

Om Strædet og indehaveren

”Stædet” ligger i Bøvling og er bygget som missionshus af Indre Mission i 1953. Lukkede som missionshus i 2018.

”Stædet”’s arrangementer koncentrerer sig om:

• Smagninger - lokale producenter kan præsentere deres produkter og fortælle historien bag.

• Comedyclub – stand-up på intimscene tæt på publikum.

• Ladies Lounge - arrangementer med fokus på kvindeliv.

• Udlejning til selskaber og møder samt udlejning af den nyindrettede og totalrenoverede overetage, som er blevet til en hyggelig og moderne ferielejlighed.

Christina Serup Hove, 45, gift med Kristoffer og mor til Mikkeline, 18, Josefine, 16 og Frederikke, 13.

Uddannet socialrådgiver i Aarhus og har blandt andet arbejdet hos Ungdommens uddannelsesvejledning Nordvestjylland

Medlem af byrådet i Lemvig Kommune for Venstre.

Født i Østjylland og opvokset i Bøvling.

Læs artikler fra 03.2025

Sarah og Alex valgte et fortravlet liv i storbyen fra, og vendte hjem til tryghed, natur og en roligere og rigere hverdag for familien.

Blev 'rig' hjemme i Lemvig

Bæredygtighed og handlekraft trives på hf i Nørre Nissum. Høns, kaniner, regnvandstønder og grøn kantinemad er skridt på en fælles vej.

Små huse og realistiske drømme

Efteråret inviterer både til aktivitet og fordybelse, når man træder ud i det.

Efterår på hjemmebane

Christina Serup Hove har med knofedt og stor hjælp fra sit netværk skabt et kultursted med fokus på det nære og det vestjyske.

STÆDETs mission er forsamling og fællesskab

Peder Frølund Buch har sammen med Sara Brunn Buch bygget Hornvarefabrikken i Bøvlingbjerg op til et moderne brand...

Helhed i håndværk og hverdag

Hun har boet i europæiske storbyer næsten hele livet. Nu har Ellen Martine Heuser adresse i Lemvig ...

Heden og fårene trak Ellen Martine mod vest

Lemvig ruller sig ud i oktober. Allerede inden børnene går på efterårsferie, bliver byen lidt efter lidt pyntet op til Halloween.

Oktober i kulturens og Halloweens tegn

Skovmåren er lidt af et mysterium. Den hører til de mest sjældne pattedyr i Danmark med under 1.500 individer på landsplan.

Skovmåren lever skjult