
Det er ikke altid nødvendigt at rejse langt for at opleve nyt. Med sine skiftende årstider åbner Lemvigegnen for nye oplevelser i takt med, at vejr og vind slår om. Gratis glæder er nemme at finde. Efteråret inviterer både til aktivitet og fordybelse, når man træder ud i det.
Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Johan Gadegaard og Henrik Vinther Krogh
Vandrestøvler, løbesko, gummistøvler eller bare et par gode snøresko kan man komme langt med. Måske har man allerede egne yndlingsstier i Klosterheden og kender et særligt farvestrålende træ at nyde synet af. Ellers er der inspiration og lokal viden at hente ad flere afmærkede ruter i landskabet.
Planetstiens 5,5 kilometer lange Digterrute langs Lem Vig til Gjellerodde er dedikeret til Thøger Larsen, som de opsatte QR koder beretter om.
Fire Kløverstier i bakkerne omkring Gudum fortæller historier om fortidens storhed (og røvere), mens de leder forbi gravhøje, gennem slugter og skov og over lynghede og åbent landskab. Gudums hjertesti er med sine fem kilometer lidt kortere, end de to hjertestier omkring Lemvig og Nørre Nissum.
Nørre Nissum Borgerforenings hjemmeside har flere forslag til vandreture i området mellem Seminariebyen og den storslåede udsigt over Nissum Bredning. Siderne geoparkvestjylland.dk og spor.dk har også gode bud på lokale ruter. Uden for Klosterheden er Bøvlingbjerg er et godt udgangspunkt for at se efter bævere og bidemærkerne fra deres effektive fortænder. Fra Anlægget fører en sti langs Fåre Mølleå. Vandtæt fodtøj anbefales!

I museumscentret Havets Hemmeligheder i Thyborøn kan man komme tørskoet tæt på dybet.
Havet og menneskers omgang med det har fyldt Gert Normann Andersens arbejdsliv gennem en menneskealder. Sideløbende med sin karriere som erhvervsdykker blev han også gradvist privat museumsmand og historieformidler. Havets Hemmeligheder er seneste skud på stammen. Fordelt over 5.000 kvadratmeter fortælles om forlis, vrag, ubåde, eksplosioner, dykkere og hvalfangere.
I Lemvig tilbyder Museet for Religiøs Kunst et dybere og anderledes indblik i grønlandsk identitet, kultur og myter, end hvad nyhedsstrømmen fra riget i nord ellers fører med sig i år. Udstillingen ‘Hans Lynge - Lidenskab skal der til!’ viser malerier, skulpturer og grafik af multikunstneren Hans Lynge. Han var til sin død i 1988 stærkt optaget af at udforske og skildre essensen af grønlandsk kultur. Udstillingen varer til midten af december. Herefter vil mange af værkerne forlade Danmark for altid. Hans Lynges enke har doneret dem til det kommende Nationalgalleris samling i Grønland.
Hans Lynge rejste fra Grønland for at studere ved Kunstakademiet i København. Han var ven og nær samarbejdpartner med billedkunstner Bodil Kaalund, primusmotor bag Museet for Religiøs Kunst. Deres venskab var et af flere bånd, Hans Lynge knyttede til det vestligste Jylland; han var blandt andet engageret i den første grønlandske teaterskole Tuukkaq, som åbnede i Fjaltring i 1975.
Tuukkaq lukkede i 1994. I mellemtiden var en af de to stiftere, Elin Nilsson, flyttet til naboejendommen Tuskær, hvor hun grundlagde et kulturcenter og en stor kunstsamling for foden af klitterne. Her lever både dansk og international kultur videre med koncerter, foredrag og kurser. Den faste samling, skiftende udstillinger og husets store kunstbibliotek kan besøges i weekenderne, hvor stedets café også har åbent. I ugens løb lægger Tuskær undervisningslokaler til yoga, dans, tysk for danskere og dansk for tyskere.
Lemvig Museum hylder 150 året for bysbarnet, digteren og stjerneelskeren Thøger Larsen med to særudstillinger. En tredje går tæt på de aftryk, kemifabrikken Cheminovas har sat lokalsamfundet. Udstillingerne suppleres af foredrag på museet.
Foreningslivet blomstrer også i efteråret. Viden og inspiration ligger lige for at høste.
Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig-Thyborøn Nordvestkysten