”Vestjyder har meget at være stolte over”

”Vestjyder har meget at være stolte over”

Johanne Hauerslev Christensen er ny udviklingschef i Lemvig Kommune. Hun glæder sig over alle de gode visioner, der allerede er i kommunen, og som hun nu skal være med til at føre ud i livet. Hun oplever, at det lokale erhvervsliv, turismen og området byder på et væld af unikke initiativer, handlekraft og spændende udviklinger. 

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jézéquel

Vi er på vej fra Lemvig til Thyborøn. Vi tager billederne og interviewet til denne artikel på turen. Der er ikke meget mening i at sætte os på kontoret inde på rådhuset, for det er jo først og fremmest uden for rådhuset, at hun skal gøre en forskel, forklarer Johanne Hauerslev Christensen, ny udviklingschef for Lemvig Kommune. 

Hun tiltrådte 1. januar i år, og de første måneder har hun brugt tid på at lære området at kende og besøge lokale virksomheder, aktører og organisationer, som arbejder med at skabe udvikling i Lemvig Kommune. Det har været spændende at komme tættere på de spændende visioner, projekter og initiativer, som skal være med til at udvikle området, fortæller hun entusiastisk. 

Når vi kører til Thyborøn på dagens rundtur skyldes det områdets udvikling:

”Der er utroligt mange spændende udviklingsprojekter i gang i Thyborøn netop nu”, forklarer udviklingschefen og nævner De Røde Huse, planer om et kommende hotel og i det hele taget en større udviklingsplan.

Hun har derfor allerede taget turen hertil mange gange og guider os hjemmevant i dag. 

”Jeg føler, jeg er blevet lidt dus med Thyborøn”, siger hun og ler.

Inden længe stiger vi ud af bilen ud til blæsten og lyden af det brusende hav nordvest for byen. 

”Ja, hvor er det skønt”, siger en glad Johanne Hauerslev Christensen. 

”Som vestjyde elsker jeg jo bare det her med blæst i håret og sandet og vandet”.

Vi ser os omkring og taler om steder til fotos, og snart er det begrænsningen, der bliver udfordringen. 

”Lige her er da simpelthen så skønt”, siger den ny udviklingschef og slår ud med armene mod vandet.

Dernæst vender hun sig om:

”Nej, hvad med her? Her kan man jo se De Røde Huse. Der er også det gule tårn derovre. Og vi skal også ned på havnen. Der er så mange skønne steder i Lemvig Kommune”, udbryder hun og griner lattermildt ad sin egen pludselige iver. 

Fremtidens arbejdskraft er en vigtig udfordring

Som udviklingschef arbejder Johanne Hauerslev Christensen med erhvervs- og turismeområdet.

Turismen skal fremmes, og projekterne i Thyborøn er nogle af de gode eksempler på, hvordan man arbejder med at udvikle turismepotentialet. 

Derudover er udviklingschefen optaget af, at det lokale erhvervsliv har de bedste rammer for at udvikle sig i Lemvig Kommune.

”Jeg har arbejdet med erhvervs- og vækstområdet i mere end 10 år, og jeg er optaget af at være med til at skabe de bedste forudsætninger for, at virksomheder trives, og at der skabes arbejdspladser i området”, forklarer hun. 

Johanne Hauerslev Christensen uddyber: 

”Når jeg har besøgt virksomheder i området, er det tydeligt at mærke, at arbejdskraft er en af de ting, man er optaget af. Det skal være nemt at tiltrække de kvalificerede medarbejdere, som virksomhederne har brug for i forhold til at udvikle sig. Og det vil jeg gerne bidrage til”. 

Udviklingschefen giver gerne konkrete eksempler:

”For eksempel er jeg optaget af, om vi kan styrke samarbejdet med uddannelsesinstitutioner, som udklækker de medarbejdere, som virksomhederne har brug for. Ligesom det er interessant, om man kan styrke virksomhedernes uddannelse af lærlinge ved at etablere et lærlingenetværk”.

I Lemvig Kommune er man endvidere optaget af, om der kan skabes flere lokale arbejdspladser, som er interessante for kvinder at søge. Det er nemlig særligt de unge kvinder, der flytter fra området for at tage en uddannelse og så ikke kommer tilbage. 

”Den udvikling skal vi have vendt”, konstaterer Johanne. 

Grøn energiproduktion skal skabe nye job 

Johanne Hauerslev Christensen er opvokset i Jammerbugt, og har senest arbejdet med erhvervsudvikling i Silkeborg Kommune. Når man spørger hende, hvorfor hun søgte tilbage til vestkysten for at arbejde i Lemvig, skyldes det flere ting: 

”Jeg blev tiltrukket af jobbet som udviklingschef, fordi jeg synes, at det er en virkelig spændende rejse, som Lemvig Kommune er på. Jeg er meget imponeret over, hvordan man har arbejdet med visioner for udviklingen her. Der er allerede en klar politisk vision, hvor jeg synes, at man er virkelig fremsynet, og jeg glæder mig til at være med til at føre strategierne ud i livet”, siger Johanne Hauerslev Christensen. 

Konkret nævner hun kommunens visioner, der har fokus på fremtidens arbejdspladser og den grønne udvikling. 

”Lemvig Kommune er på forkant med den grønne energiproduktion. Lokalt er her mange projekter med solceller, vindmøller og power-to-X og dygtige aktører bag. Og der arbejdes med at sikre, at der kommer følge-erhverv hertil, som kan skabe nye jobs til gavn for lokalområdet”, forklarer Johanne Hauerslev Christensen.

Det kan blive interessant for forskellige typer af virksomheder at slå sig ned tæt på energiforsyningen i fremtiden, og kommunen skal være med til at bakke op og skabe gode rammer for de nye initiativer, der kan føre til nye job. 

”Vi udvikler fremtidens bæredygtige kommune gennem handlekraft og forpligtende fællesskaber”, citerer Johanne Hauerslev Christensen ordret fra kommunens visioner, som hun altså skal være med til at føre ud i livet. 

Det sker for eksempel i samarbejdet ”Klog Energi” mellem Lemvig, Holstebro og Struer kommuner. 

Vestjyder skal prale mere

Udover den spændende stilling, der lokkede, så var det også et plus for den nye udviklingschef, at Lemvig Kommune hører til landets mindre kommuner. 

”Det betyder, at man er virkelig tæt på det, der sker og mærker det lokale ejerskab til udviklingen, og det tiltaler mig. Ligesom at området er kendetegnet ved en særlig handlekraft og vilje til forandring. Man handler på tingene”, fortæller Johanne Hauerslev Christensen. 

Det omdømme tiltalte hende, og hun er bestemt ikke blevet skuffet efter sine første måneders møde med den vestjyske kultur.

”Personligt brænder jeg for de mange mennesker, jeg møder i arbejdet med udvikling. Det er dem, der skal være med til at binde det hele sammen; visionerne og virkeligheden. Og jeg oplever, at Lemvig Kommune har en kæmpe styrke i den særlige kultur, der er her”, siger hun og fortsætter:

”Det er tydeligt, at der ikke er langt fra idé til handling”.

Det kommer der ifølge udviklingschefen rigtig meget godt ud af. 

”Der er mange spændende jobs i området. Og jeg synes, at vi skal være endnu bedre til at fortælle om det uden for Lemvig Kommune”.

Vestjyder må gerne prale lidt mere, tilføjer Johanne Hauerslev Christensen. Således at flere lærer området at kende som et potentielt sted at besøge, arbejde eller bosætte sig. 

Banebrydende klimaløsninger fra Lemvig

Johanne Hauerslev Christensen ønsker selv at bidrage til at sætte Lemvigegnen på danmarkskortet, og som udviklingschef arbejder hun for at repræsentere Lemvig Kommune i relevante sammenhænge, der måske kan føre til nye samarbejder, muligheder og udvikling.

Turen i dag holder vi dog inden for kommunegrænserne. På vejen ud af Thyborøn stopper vi ved Sydhavnen og betragter de snurrende vindmøller. Et stærkt symbol på den grønne energiproduktion, der foregår flere steder i kommunen.  

Dagen slutter, hvor den startede: I Lemvig. Vi kører forbi havnen med lystbådene og det gamle isværk, hvor der nu ligger en stor ny bygning med mange lokale virksomheder. Vi ender ved Klimatorium med den ikoniske bygningsfacade. Danmarks Internationale Klimacenter, som skal udvikle nye løsninger på de mange udfordringer, vi står overfor for eksempel i forbindelse med klimaforandringerne, ligger lige her ved Limfjordens uofficielle hovedstad. 

Det er også én af de ting, man godt kan prale lidt mere med, siger Johanne Hauerslev Christensen, inden hun tager afsked med os i det blide aftenlys, der runder vores tur i udviklingens tegn af på smukkeste vis.

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Kommune

Johanne Hauerslev Christensen

Født og opvokset på et nedlagt landbrug i Jammerbugt Kommune. 

Uddannet sociolog fra Københavns Universitet. 

Har arbejdet mere end 10 år med erhvervs- og vækstområdet, senest i Silkeborg Kommune.

Bor i Silkeborg med sin mand og børn.

Læs artikler fra 01.2025

Ny filmoplevelse i den gamle biograf - Biohuset Lemvig er blevet restaureret

Vestjyder har meget..

På Lemvig Gymnasium har de Flemming Ertbølle Madsen søsat en drøm om elever under sejl.

Lemvig fejrer Thøger Larsen...

Rejekutter i Thyborøn Havn. Foto: Johan Gadegaard

Nørlem kirke i nye klæder...

Rejekutter i Thyborøn Havn. Foto: Johan Gadegaard

Det gode familieliv...

Rejekutter i Thyborøn Havn. Foto: Johan Gadegaard

Varm velkomst til de nye batteritog...

Rejekutter i Thyborøn Havn. Foto: Johan Gadegaard

Turister skaber 1.200 job...

Rejekutter i Thyborøn Havn. Foto: Johan Gadegaard

Masser af oplevelser i forårsmånederne...

Rejekutter i Thyborøn Havn. Foto: Johan Gadegaard

Hun passer æg og unger..