Nørlem Kirke i nye klæder

I to år har menigheden i Nørlem Sogn måttet undvære deres kirke, som har undergået en stor restaurering. Dette forår kunne et tilfreds menighedsråd atter byde velkommen både
i en nyistandsat kirke og i et nyt pastorat.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jézéquel

I den østlige udkant af Lemvig ligger en lille bakke, hvor det altid blæser. Her ligger Nørlem Kirke og skuer ud over byen. Her har den ligget som vidne til både store og små begivenheder på egnen siden 1100-tallet. Det er en af de klassiske, danske middelalderkirker. Og dog. For der er noget særligt ved netop Nørlem Kirke.

Grethe Agergaard har været kirkeværge her i 16 år. Hun kender kirken godt, det må hun alligevel indrømme, selvom den jyske beskedenhed afholder hende fra at gøre et større væsen af det.

”Det særlige ved Nørlem Kirke er roen”, siger Grethe Agergaard og uddyber:

”Det er noget med de farver, der er her. De er afstemt, og alting passer sammen”.

Sognepræst Bettina Reese Tonnesen, der står ved siden af, lyser op i genkendelse.

”Ja præcis!”, siger hun med eftertryk.

”Da jeg søgte en stilling som præst, var jeg rundt i mange kirker, og nogle steder måtte jeg simpelthen sige, at jeg ikke kunne være i kirkerummet. Men her er der en ro, fordi alt er så harmonisk”, forklarer sognepræsten, der takkede ja til jobbet ved Nørlem Kirke i 2008.

Men faktisk er det en utroligt tragisk historie, der ligger bag de sarte pasteller og smukke mønstre og bemalinger, der i dag giver den harmoniske atmosfære. Bagved ligger en vaskeægte familietragedie, som stadig er yderst nærværende i kirken.

Til Christines ære

På nordsiden af Nørlem Kirke findes en hvidkalket tilbygning. Det er et gravkapel. Alle kirkens gæster har adgang til det via gitterlågen inde i kirken, og her står de: fire mørke trækister på rad, og ved foden af den ene står en hjerteskærende lille kiste kun en halv meter lang. Kisterne repræsenterer en vigtig del af kirkens sjæl. Det er nemlig præcis denne tragiske historie, der har så stor betydning for kirkens smukke indretning.

Familien, der er stedt til hvile her, ejede Kabbel Hovedgård i 1700-tallet, og dengang ejede hovedgården også kirken.

Sognepræst Bettina Reese Tonnesen træder hen til den ene kiste, den der har barnekisten stående for fodenden, og fortæller:

”Her ligger Christine. Hun fødte lille Niels, der ligger her”, siger hun og peger på den lille kiste.

”Christine døde i barselseng i 1761, og den lille dreng døde også. Hendes mand Jens Wandborg de

Stiernhielm, der ligger her ved siden af, var i sorg og besluttede at sætte kirken i stand til Christines ære”.

Derfor er det meste af kirkens interiør med træudskæringer, malerier og sarte pastelfarver fra perioden 1761 -1775. Det var også her, kirken fik sit første orgel. Jens Wandborg de Stiernhielms far Niels Jacobsen lod gravkapellet opføre, og her ligger han selv i dag side om side med sin hustru Anne Marie Wandborg og sammen med sin søn, svigerdatter og lille barnebarn.

Familien er også kendt for at opføre ”Stiernhielms Skole og Hospital” ved kirken, men det er en anden historie. Endnu en begivenhed i rækken, som Nørlem Kirke tavst har bevidnet fra sin plads øverst på højdedraget.

En gennemgribende renovering

Som et lille ”smykkeskrin”. Sådan beskrives kirkerummet på kirkens egen hjemmeside.

Siden rummet blev sat i stand til Christines ære med de smukke rokokomønstre, malerier med levende motiver og masser af guld, har det stået stort set uforandret. Men tidens tand begyndte dog at sætte sine mærker.

Sognepræst og kirkeværge bliver enige om, at sidst der var håndværkere i kirken, var omkring 1980’erne, og det er derfor en tiltrængt kærlig gennemgang, kirken nu har undergået.

Da vi træder ind i den nyistandsatte kirke et par uger før åbning dufter her frisk og nymalet. De sidste forberedelser er i gang. Alt er nyistandsat, men alligevel ved det gamle, for restaureringen er udført i stor respekt for kirkens oprindelige udseende og de forskellige tidsaldre, indretningen repræsenterer.

Konkret er de hvide vægge kalket op, alle bænke har været ude til istandsættelse, og de er nymalede i de originale farver.

Både orgel og alter har fået den helt store tur. Der er kommet nyt, flot egetræsgulv under bænkene, hvor der også er kommet radiatorer. Det forældede varmeanlæg er nu up to date og topmoderne. Selv de mørke trækister, hvor familien, der har sat deres unikke præg på kirken, ligger, er blevet restaureret. Konservatorer har været forbi og se til kirkens kalkmalerier og øvrige malerier.

Farverne skinner nu måske endda flottere, end da de blev malet i 1700-tallet, og man kan kun ærgre sig over, at familien Wandborg de Stiernhielm ikke selv får det at se en ekstra gang. Det ser vitterligt strålende nyt ud, men motiverne er de samme, og gæsterne vil for eksempel stadig kunne lægge nakken tilbage og nyde rækken af smukke, gammeltestamentlige scenarier malet på pulpituret under orglet. Kikker man længe nok, kan man måske fornemme, at den egyptiske prinsesse, der ifølge fortællingen finder Moses i sivkurven, har nordiske træk? Sagnet siger, hun skulle være malet i afdøde Christines billede.

Den største forandring i forbindelse med renoveringen er sket oppe foran i kirken, hvor herskabsstolene har stået klinet op mod muren i hver sin side. Gavlene til de små indelukker, hvor herskabet har siddet, er fra 1638 og meget vigtige at bevare, men man fik lov at rykke begge stole et stykke ned i kirken, så der nu er kommet plads oppe foran til musikere, kor eller andre optrædende. Det giver nye muligheder for kirken. I den forbindelse skulle fabrikeres en ny side til stolene, og den skulle være en nøjagtig kopi af de gamle med smukke udskæringer. Det er lokale håndværkere, der har fabrikeret de nye sider og stået for det meste af det store arbejde i projektet.

Nyt lydanlæg er der også kommet i kirken, og på en infoskærm ved gitterlågen til gravkapellet kan turister swipe sig igennem kirkens historie og fortællingen om familien Wandborg de Stiernhielm og deres betydning for området.

100 år gammel overraskelse forsinkede projektet

Selve byggeriet har stået på i to år, men processen har varet over fire gange så lang tid. Nationalmuseet, Viborg Stift og ikke mindst Den Kongelige Bygningsinspektør har skullet informeres og godkende planer. Papirer, forslag og tegninger har suset i en lind strøm mellem instanserne, afslag på afslag og endelig godkendelse. Fondsmidler er der også søgt.

Det samlede budget for byggeriet er på 8 mio. kr. Både Augustinusfonden og Kirkeistandsættelsesordningen har støttet projektet.

Formand for menighedsrådet Jørn Sand Tofting, der er med og vise rundt i den nye kirke i dag, har

været tovholder på restaureringen og lagt mange kræfter i at få det hele i stand. Han har siddet i utallige timer med de mange dokumenter.

”Det er godt, jeg er gået ned i tid på mit arbejde”, siger han og ler.

Men det har nu været hyggeligt, og det med frivilligt arbejde har altid fyldt meget i hans liv, forklarer han. Han er vant til at give en hånd med.

Det tunge papirarbejde har menighedsrådsformanden varetaget i tæt samarbejde med arkitekt Jeppe Gadegaard fra Vilsbøll & Poulsen Arkitektfirma i Lemvig. Det var vigtigt for menighedsrådet at benytte et lokalt firma, og Vilsbøll & Poulsen har netop erfaring med restaurering af kirker. Det er nemlig en ganske særlig opgave, når en middelalderkirke skal sættes i stand.

”Der er mange ting at være opmærksom på”, forklarer arkitekt Jeppe Gadegaard.

”Der er rigtig mange regler og mange led, alting skal igennem, inden det kan godkendes. Det er jo netop fordi, det er vigtigt, at de her projekter bliver varetaget, så man er tro mod kirkens oprindelige stil. Men derudover har jeg gjort meget ud af at lytte til menighedsrådet og deres ønsker. Vi har virkelig haft et fantastisk godt samarbejde hele vejen gennem”, siger han.

Da arbejdet i kirken endelig kom i gang, ventede dog en ubehagelig overraskelse, fortæller Jørn Sand Tofting.

I 110 år har spærrebjælkerne i kirkens loft været indkapslet af brædder. Herinde havde borebillerne haft frit spil i alle årene. De var gået voldsomt til den, og for at reparere den nu meget skrøbelige loftskonstruktion måtte hele taget af kirken. Der er tale om blytag, der måtte smeltes om. En større streg i regningen, der forsinkede projektet et år. Efter endnu mere papirarbejde blev den store ekstraudgift dog dækket af forsikringen.

Både ny kirke og nyt pastorat

Endelig, den 16. marts i år, kunne dørene igen åbnes til Nørlem Kirke. Det skete ved en stor indvielsesgudstjeneste med tilstedeværelse af både biskop og provst og til tonerne fra koret ”Notes”, der gav koncert. Hele ugen dannede kirken rammen om forskellige arrangementer med masser af både musik og børneteater.

”Det er værd at fejre, når man endelig får sin kirke igen efter to år”, som sognepræst Bettina Reese Tonnesen siger.

Og de nye muligheder for musik og optræden skulle naturligvis straks afprøves, nu hvor der er gjort plads til det i kirkerummet.

Men det er ikke kun en nyistandsat kirke, kirkegængerne møder ind til, når de nu atter kan tage til gudstjeneste i Nørlem Kirke. Den 1. januar i år trådte en omstrukturering i kraft, og Nørlem, Fabjerg, Gudum og Nr. Nissum pastorater er nu lagt sammen til et samlet Lemvig Østre Pastorat.

De fire sogne lider under samme tendens, som ses så mange andre steder i yderområderne: Befolkningstallet falder. Faktisk så meget, at der i flere sogne i dag kun er grundlag for en halvtidsansat præst. De er svære at skaffe. Forsimplet kan man sige, at man med det nye pastorat nu har to fuldtidspræster i stedet for flere ”halve”.

”For kirkegængerne betyder det, at det nu enten er sognepræst Jonathan Byskov Jensen eller mig selv, man møder”, siger Bettina Reese Tonnesen.

Menighedsrådsformanden tilføjer:

”Det betyder også, at der vil være én gudstjeneste mindre om måneden her i Nørlem Kirke. Så må man ringe efter kirkebilen og benytte lejligheden til at besøge en af de andre kirker”.

Det vil nu formentligt næppe være fremmed for kirkegængerne at komme i nogle af de andre kirker. Mens restaureringen af Nørlem Kirke har fundet sted, har gudstjenester og andre kirkelige begivenheder måttet foregå andre steder, og både sognegården og Kabbel Hovedgård har lagt lokaler til. Det samme har flere nabokirker.

”Vi har mødt stor fleksibilitet og godt samarbejde både fra vores egne medarbejdere og hos medarbejderne ved de andre kirker, vi har måttet benytte. Det har krævet en stor ekstra omstilling”, siger sognepræst Bettina Reese Tonnesen med stor ros til alle involverede.

Derudover har menighederne i de fire mindre sogne, der nu lægges sammen, i det hele taget haft et øget samarbejde de seneste fem – seks år med flere fælles aktiviteter. For eksempel en fælles Store Bededag. Det er det øgede og gode samarbejde, der dermed allerede er etableret, der ligger til grund for, at det netop blev disse fire sogne, der blev lagt sammen til ét. Og det er der fordele ved, forklarer sognepræsten:

”Nu har vi mulighed for større arrangementer, for eksempel koncerter, som koster lidt mere, fordi vi har en større fælles kasse”.

Kirkegængerne kan altså glæde sig til at tage deres kirke i brug igen, for Nørlem Kirke er nu i den grad klar til atter at danne ramme om stort og småt deroppe på det forblæste højdedrag øst for Lemvig.

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Provsti