
Lemvig Kommune har det meste: Nogle af Danmarks mest tilfredse borgere, en veldrevet kommune med høj trivsel hos både skoleelever og plejehjemsbeboere. Her er foreningsliv, arbejdspladser og naturskønne omgivelser.
Men befolkningstallet rasler ned.
Et nyt bosætningsudvalg skal løse den gordiske knude: Hvordan får man folk til egnen?
Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jézéquel
I 1969 startede Ole Kjærgaard i skole i Thyborøn. Dengang kunne der være tre klasser på en årgang, husker han.
I år er der startet fire nye børnehaveklasse-elever på skolen i havnebyen på Harboøre Tange. Altså kun fire nye børn på denne årgang.
Det kan synes som noget af et paradoks, når man tænker på, at Lemvig Kommune har Danmarks mest tilfredse forældre til skolebørn og en meget høj trivsel blandt børn og unge.
Billedet er desværre sigende for udviklingen: På trods af topresultater i en stribe undersøgelser af danske kommuner har befolkningstallet i Lemvig Kommune har været stødt faldende de seneste årtier. Det er en tendens, der findes i mange landdistriktskommuner, også hos naboerne Struer og Ringkøbing-Skjern, men det går særligt hurtigt i Lemvig Kommune, hvor antallet af indbyggere er faldet med knap 25 % siden 1980 til lige under 19.000 personer.
”Jeg har boet her hele mit liv. Jeg er glad for egnen og har altid været meget aktiv i foreninger og bestyrelser. Det er trist at se udviklingen”, siger Ole Kjærgaard, der er blevet i sin fødeby og i dag bor sammen med sin kone, børnene er fløjet fra reden.
Han har 32 år bag sig som eksportchef hos Thyborøn Skibssmedje, i dag er han servicemedarbejder hos Thyborøn Port.
Sidste år kastede Ole Kjærgaard sig ud i et nyt livskapitel som lokalpolitiker, og nu sidder han i sin første periode i byrådet, valgt for Danmarksdemokraterne.
Som Thyborøn-bo helt ind i hjertet er det et personligt anliggende for ham at få vendt den nedadgående kurve i befolkningsudviklingen, og det får han lejlighed til nu. I foråret blev han nemlig formand for kommunens nye satsning i byrådet: Bosætningsudvalget.
Det nye udvalg har til opgave at finde ud af, hvordan man bremser det dalende befolkningstal og får tiltrukket nye indbyggere til hele kommunen.

Ole Kjærgaard har lært et nyt begreb at kende her i sin første tid i det nye udvalg. Man kan endda nærmest kalde det et nyt bandeord: dobbelturbanisering.
Det dækker over, at de unge i kommunen flytter til de store studiebyer, Århus, Aalborg, Odense og København for at tage en uddannelse. Samtidig flytter de ældre i kommunen til hovedbyen Lemvig for at bo bynært.
”Og det er naturligvis godt med uddannelse og en velfungerende centerby”, siger Ole Kjærgaard.
”Men udviklingen efterlader landdistrikterne i lort til halsen for at sige det lige ud, og jeg frygter, vi på sigt bliver nødt til at tage nogle trælse beslutninger med hensyn til for eksempel skoler og institutioner i yderområderne”, fortsætter han.
Børnetallet falder nemlig også. Fødselstallet i kommunen ligger historisk lavt i disse år med under 130 nyfødte sidste år.
Og den slags åbner en helt ny ond cirkel: For uden børnefamilier kan man ikke drive skole, men uden skole bosætter nye børnefamilier sig ikke.
Derudover er kommunen udfordret af flere usikkerheder, som kan spænde ben for bosætningen, mener formanden:
”Hele situationen omkring landskabet og vedvarende energi. Lige nu ved man ikke, om der kommer 200 hektar solceller i Nees og Skalstrup. Eller kommer der vindmøller i Ramme? Jeg kan forestille mig, man måske er tilbageholdende med at købe hus her, før der er klarhed”, siger Ole Kjærgaard, der også mener, det vil være et stort plus for bosætningen den dag, man for alvor begynder oprensningen af Høfde 42, så folk kan se, at generationsforureningen kommer væk.
Udfordringerne er store, det er op ad bakke at få vendt udviklingen, det er Ole Kjærgaard klar over.
Men han er fortrøstningsfuld:
”Nu giver vi den ekstra gas”, siger han. "Der er ingen anden vej. Det er en nødvendighed. Hvis udviklingen fortsætter sådan her, så ender det jo med, vi uddør på sigt. Og jeg synes da i bund og grund, vi er ret flinke folk, så det ville da være en skam”, siger han med et glimt i øjet.

Der er særligt én gruppe, kommunen er interesserede i at tiltrække: børnefamilierne. De unge.
Her har man et godt øje til dem, der allerede kender egnen, fordi de er flyttet væk for at studere. Håbet er, flere af dem vil flytte tilbage.
”Og der er primært to årsager til, man flytter: Kærlighed eller job”, siger Ole Kjærgaard.
”Og vi har job! Vi skal markedsføre os meget mere aktivt og få det klart frem: her er arbejde. Også til de højtuddannede”, fortsætter han.
Lemvig Kommune har allerede en stor indsats i gang, der hjælper med at finde job til ægtefæller, der flytter med til kommunen.
”Jeg er måske naiv, men jeg tror, at hvis vi får trukket nogle af de unge hjem, der allerede har en god tilknytning til egnen, og deres studiekammerater ser, hvilken tilværelse de får her, så kan de måske trække nogle med”, håber Ole Kjærgaard.
Måske vil man hellere nøjes med at bo dejligt i kommunen, men stadig passe sit job længere væk.
”Her skal vi huske at fortælle, at slår man sig ned i den sydlige del af Lemvig Kommune, så er motorvejen altså kun 20-25 minutter væk. Tre kvarter, så er man i Herning”, siger udvalgsformanden.
Mere markedsføring er selvfølgelig ikke et nyt tiltag. Sidste år lancerede Lemvig Kommune den storstilede kampagne ”Det hele værd”, og den lægger det nye bosætningsudvalg sig i forlængelse af. Kampagnen slår blandt andet på naturen, her er fred og ro, og den slår på den velfungerende kommune, fællesskabet, det gode børneliv, et nytænkende erhvervsliv samt lave boligpriser, der giver råd til et liv, hvor man prioriterer det vigtige. I kampagnen møder man tilflyttere, der fortæller om livet i Lemvig Kommune.
”Det er gode budskaber, og det er vigtigt med de gode historier, hvor folk kan få en fornemmelse af, hvilken hverdag man kan få her. Men vi skal markedsføre os endnu mere aktivt: Vi skal give den gas på de sociale medier. Måske skal vi have nogle lokale Lemvig-ambassadører? Og så skal man huske ikke kun at slå på, at her er fred og ro. Her er også liv og glade dage!”, siger Ole Kjærgaard, formand for bosætningsudvalget.

I det hele taget kræver situationen, at man tænker bredt, siger udvalgsformanden.
De børnefamilier, man gerne vil tiltrække, behøver måske ikke nødvendigvis være danske.
”Måske skal vi blive bedre til tysk,” spekulerer Ole Kjærgaard, der er meget inspireret af Thisted Kommunes turistguide, der hele sommeren har holdt til på stranden og delt flyers ud til tyske turister.
Ole Kjærgaard bor ”downtown” Thyborøn med udsigt ud over badestranden og De Røde Huse. Her har han oplevet noget vildt i sommer.
”Jeg har aldrig i mit liv oplevet så mange turister!”, siger han.
Går man en tur og taler med de forretningsdrivende i byen, er billedet det samme: Der har været et ryk-ind uden lige på den lille landtange mellem hav og fjord.
”Det er både tyskere, men også mange danske turister.
Folk finder altså til Lemvig Kommune! Skulle man ikke give dem en flyer, eller lægge et lille brev i sommerhuset til dem med budskabet ”Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere”, for nu at kopiere Fakta-butikkerne. Fortæl dem om mulighederne for at bosætte sig her, både på tysk og dansk. Og vores hjemmeside ”Flyt til Lemvig” skulle vel også være på tysk og ikke kun dansk”, foreslår Ole Kjærgaard.

Det står hurtigt klart, at ideerne til indsatser på bosætningsområdet står i kø. De skvulper nærmest ud af udvalgsformand Ole Kjærgaard, og det gælder også resten af udvalget, bedyrer han.
”Det er da derfor, vi næsten ikke kan få hold på møderne”, ler han.
”Det er en fantastisk oplevelse at være i det nye udvalg. For at citere min kollega, så skal vi jo ikke sidde og slås om politik, vi skal sammen finde en løsning. Og vi brænder alle for den her sag uanset parti”.
Det første år af udvalgets levetid går med at suge til sig af inspiration og forslag fra de lokale.
Indtil videre har rådet været på besøg hos flere lokale virksomheder blandt andet ”Brokmans” i Lemvig og ”Stædet” i Bøvlingbjerg.
”Vi har netop besøgt det fantastiske initiativ med ”Work and Surf”, der har trukket hele 45 mennesker til Thyborøn for at arbejde og surfe denne sæson.
Vi skal besøge Nr. Nissum og til Ringkøbing-Skjern Kommune for at lære af, hvad de gør omkring for eksempel at få tyskere til at blive der”, fortæller Ole Kjærgaard.
Markedsføring er selvfølgelig alfa og omega. At få formidlet om mulighederne for et godt liv i en god kommune. Men bosætningsindsatsen er langt mere vidtrækkende.
”Bosætning skal tænkes ind i snart sagt alt”, siger Ole Kjærgaard.
Kommunen skal markedsføre sig på de job, der allerede er her, mener udvalgsformanden, men det er for eksempel også en bosætningsindsats at støtte erhvervslivet og udvikle nye arbejdspladser og nye initiativer.
”Jeg oplever også, at sådan noget som planloven kan spænde ben i bosætningsindsatsen,” siger Ole Kjærgaard og fortsætter:
”Man kan let finde steder at udstede et par byggegrunde, som kunne være attraktive for særlige målgrupper, men loven spænder ben. Og hvad med boligpriserne? De er lave ja. Men ind imellem kan problemet være at få fuld belåning i realkreditinstitutterne.
Måske skulle man oprette en ”udkantsbank”, der kunne hjælpe med finansieringen af en del af lånet?”.
I slutningen af året udkommer Lemvig Kommunes nye visionsplan.
”Her er det vores mål, at vi skal have sat bosætning på dagsordenen i samtlige punkter i visionerne. Vores udvalg har et meget beskedent budget, men hvis man virkelig mener det alvorligt, så skal der anderledes midler til. Nu skal vi for alvor gøre kommunen attraktiv på alle parametre, nu skal vi virkelig ud og gøre os ekstra lækre”, siger udvalgsformanden.
Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Kommune

Formand: Ole Kjærgaard (DD)
Næstformand: Lone P. Sørensen (A)
Helene Nørgaard Herping (DD)
Per Olesen (V)
Jonas Munkholm (L)
Udvalget havde første møde 15. april i år og har til opgave at finde ud af, hvordan man bremser det dalende befolkningstal og får tiltrukket nye indbyggere til hele kommunen.