Familien Hottenbach tog springet fra tysk til jysk

Drømmehuset og dyrene gjorde udslaget, da tysk familie valgte at bosætte sig i Bøvling.

Tekst: Sofie Yderstræde . Foto: Mads Krabbe

I det gule murstenshus på villavejen i Bøvling bor en helt almindelig familie. Med blomster og buske i forhaven, sko i entreen og familiebilleder på væggen over sofaen af nære slægtninge, venner og hunde.

Men hvor de fleste i landsbyen nok siger ”godmorgen” til hinanden, når dagen går i gang, så bliver der her sagt ”Guten Morgen” mellem de tre beboere.

For seks år siden flyttede tyske Christiane og Enrico Hottenbach fra Lüneburg nær Hamborg sammen med deres dengang toårige datter Elea til Vestjylland.

”Det var meget impulsivt. Vi så huset på internettet og rejste herop for at se det i september 2019. I april 2020 flyttede vi ind,” fortæller Christiane med et smil, mens hendes mand forklarer, at de inden da havde været på ferie to gange på den jyske vestkyst, og at de virkelig nød at være her.

Gennem længere tid havde de været på udkig efter et hus i Tyskland, men priserne var meget høje, og husene i dårlig stand.

”Her fandt vi simpelthen drømmehuset, som havde alt det, vi ledte efter. Det er tæt på stranden, der er en skole som nabo, og her er en dagligvarebutik. Desuden havde den tidligere ejer holdt huset og haven så flot, at vi kunne flytte direkte ind uden at gøre noget,” fortæller Christiane og kigger ud ad de store vinduer i stuen.

Kaninparadis

Udenfor er der grønt og frodigt så langt øjet rækker på den 6.000 kvadratmeter store grund. Vi synker den sidste mundfuld kaffe og går derud. Drivhuset er gjort klar med plantesække, i køkkenhaven vokser lange rækker af de hvidløg, Christiane plantede i efteråret, og andre jordstykker venter på sommerens produktion af grøntsager.

”Noget af det eneste vi savner fra Tyskland, ud over familie og venner, er sauerkraut. Men her dyrker jeg kål og laver den så selv,” siger Christiane og viser videre rundt mellem frugttræer, bærbuske og ned i en lille skov for enden af grunden, hvor otteårige Elea straks løber ind i den hule, hun har bygget af grene, og hvor vennerne også ofte kommer på besøg.

Parret fortæller, at de har set over 40 forskellige fuglearter på deres grund, som også ofte besøges af pindsvin og harer.

I højbede står store krydderurter, og bag dem lurer en af familiens to katte skeptisk på delegationen, som går rundt og kigger. Centralt på græsplænen står en stor voliere med nogle små huse koblet på.

”De er til vores kaniner,” lyder det fra Enrico, som har haft kaniner i to årtier og i Tyskland havde 14. Nu ”nøjes” han med otte, og ser helt forfærdet ud ved det forsigtige spørgsmål, om familien mon har dem på grund af kødet?

”De er kælekaniner!” kommer det hurtigt fra ham, mens han åbner døren ind til et udhus, der er indrettet med store løbegårde til dem, der nok må betegnes om nogle af de heldigste kaniner i kommunen. Masser af hø og halm, friske spåner og huse, beboerne kan søge ind i, når de trænger til en lur.

”De kommer ud i haven hver dag, og er derude i mange timer. Men på grund af ræven er vi nødt til at tage dem ind om natten,” forklarer han, mens Elea sætter sig og aer en af kaninerne.

Bruger naturen

Netop dyrene spiller en stor rolle i familiens liv og var en af årsagerne til, at de valgte at flytte fra deres lejlighed på 40 kvadratmeter i Tyskland til det fire gange så store hus i Bøvling. Her blev der nemlig både plads til Christianes hundefrisørsalon og til den lille hundepension, som parret driver sammen.

”Vi er meget ude i naturen med pensionshundene – enten i skoven eller ved havet. For vi har valgt, at vores have er til kaninerne, kattene, grøntsagerne og Elea og hendes venner,” forklarer Christiane.

Så når de kommer hjem med hundene efter mange timer udendørs, er de trætte og hygger sig med at være sammen med familien i huset. Her er der nemlig ikke tale om en traditionel pension, hvor hundene har hver deres bur og løbegård. Af samme grund vil Enrico og Christiane ikke passe flere end tre ad gangen.

Vestjysk dialekt

Man fornemmer, at ro og overskuelighed er noget, parret prioriterer højt i deres tilværelse. Tiden bliver brugt på dyrene og havearbejdet, og et fjernsyn ejer de ikke. Skal der ses tv, foregår det på en bærbar computer, hvor der også ofte lyttes til ”Dansk i ørerne” – en podcast til folk, der er i gang med at lære dansk, og som vil vide mere om Danmark.

For sproget var nok den største udfordring, da familien havde fået styr på alle formaliteter omkring flytningen.

”Det er svært!”, udbryder Christiane, mens Enrico nikker. De gik på sprogskole i Holstebro de første to år, mens Elea uden problemer lærte dansk blandt pædagoger og andre børn i Bøvling Børnehus. Nu går hun på Bøvling Friskole og taler dansk som en indfødt. Forældrene leder nogle gange lidt mere efter ordene, men klarer sig uden problemer.

”Men den vestjyske dialekt, den kendte vi ikke i forvejen. Vi opdagede, at nogle her på egnen ’snakkede mærkeligt’– dem kunne vi ikke forstå i begyndelsen, ler Christiane.

”Det hjælper jo heller ikke, at vi begge to arbejder herhjemme og ikke har danske kolleger at tale med hver dag,” tilføjer Enrico.

Heldigvis føler de sig utroligt godt taget imod af både naboer og de myndigheder, der har været gode til at indsluse dem i det danske samfund.

”Vi kom jo hertil lige som landet lukkede ned på grund af Corona. Det var ikke let, for vi kunne ikke komme på Kommunen, vi kunne ikke få et cpr-nummer, og vi kendte ikke nogen. Men folk var simpelthen så hjælpsomme. Både naboerne, andre her i byen og medarbejderne hos de myndigheder, vi var i kontakt med,” lyder det fra Christiane, mens Enrico tilføjer, at de har bemærket, at bureaukratiet virker mere smidigt her end i Tyskland.

Rolig hverdag

Noget andet, parret sætter stor pris på, er den måde, deres hverdag har forandret sig på.

”Før var vi mere stressede. Det har været en stor overraskelse for os, hvor roligt her er.

En anden forskel, vi har bemærket, er, at folk kommer hinanden mere ved her. I Tyskland passer man mere sig selv og er mest sammen med familien,” fortæller Enrico.

Her er parret blevet en del af lokalsamfundet i Bøvling og kender blandt andre de andre forældre i Eleas klasse. I Bøvling Idræts- og Kulturhus går datteren til gymnastik, og lidt derfra går hun til spejder i FDF.

Så gør det ikke så meget, at familien bor mellem fem og tolv timers kørsel mod syd, og besøgene dernede ikke bliver helt så mange, som først tiltænkt. Der er nemlig godt gang i både hundepension og frisørsaks, og ferier i juli og august er helt udelukket, da det er her, folk har allermest brug for at få deres hunde passet.

”Men vi føler os godt hjemme her. Jeg synes også, at Danmark er mere børnevenligt, og så er engelskundervisningen i skolen bedre her end i Tyskland. Jeg tror, Elea får en god start på livet ved at kunne tre sprog så godt,” siger Christiane.

”Men der er lang vej til, at jeg kan kalde mig dansker. Jeg er slet ikke god nok til sproget og ved slet ikke nok om landets kultur og historie,” lyder det beskedent fra hende.

”Men hvis andre tyskere overvejer at flytte herop, så vil jeg bare sige til dem: ’Gør det!’ Ja, det er lidt svært at finde job og lære sproget i begyndelsen. Men det kommer, og folk er utrolig tålmodige og hjælpsomme,” konkluderer hun.

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Kommune