Brændingens ofre og helte

Brændingens ofre og helte

Fra Thyborøn i nord til Hvide Sande i syd finder man historier om strandinger, forlis og redninger langs Jyllands hårde vestkyst.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh & Lemvig Museum

Themis, Glory, Wärmland, Arctic, John Bright, Libra, Hermod. På Harboøre Tange kan det være svært umiddelbart at se, at vejnavnene hænger sammen. Men det gør de. Vejene har navne efter de små og store fartøjer, som ikke overlevede mødet med den nordlige del af Jernkysten.

På kysten var man i århundreder magtesløse, når skibe strandede, fordi de søgte læ under land eller kom ud af kurs. I julen 1811 forliste de engelske linjeskibe St. George og Defence med næsten 1.400 mand om bord. Kun 17 blev reddet. 

I 1847 strandede barken Vertumnus, ud for Ferring Strand. Lokale fiskere redde med livet som indsats fire besætningsmedlemmer, men måtte se til mens ni af de udmattede søfolk faldt i havet og druknede. Strandingskommisionær C.B. Claudi var med på stranden den nat, og han var fast besluttet på at gøre noget.

Efter at have studeret det engelske redningsvæsen lykkedes det ham først at rejse penge til to lokale forsøgsredningsstationer ved Flyvholm og Tuskær, siden at få Det Nørrejyske Redningsvæsen oprettet ved lov i 1852. Redningsstationer skød op langs hele kysten fra Hvide Sande i syd til Thyborøn i nord.

Nogle lokalsamfund havde stærke hænder nok til at bemande en redningsbåd og ved fælles kraft ro de 1,7 ton ud gennem brusende brænding til de strandede. Andre steder var der længere mellem gårde og fiskerhytter. Der klarede redningsmandskabet opgaven fra land ved at skyde en raket ud med en line til de nødstedte, så de kunne sætte et trossetræk i stand og på det bjærge folk i land enkeltvis ved hjælp af en redningsstol.

Redningsbåden fra Flyvholm Redningsstation gjorde sidst tjeneste ved en øvelse i 1968. Inden bedre motorkraft og satellitnavigation til sidst gjorde redningsstationerne overflødige, havde alene mandskabet her reddet 700 mennesker i land i årenes løb. Deres indsats og historierne om de mange forlis og strandinger kommer man tæt på gennem formidlingsprojekt Jernkysten, som Lemvig Museum, Strandingsmuseet i Thorsminde og Ringkøbing-Skjern Museum står bag.

På hjemmesiden Jernkysten.dk kan man i tekst og billeder, lydfortællinger og små film gå på opdagelse i vestkystens barske historie. Og med telefonen i hånden (og gps’en slået til) får man fra Jernkysten.dk historierne om nogle af de vrag, der ligger på havets bund, mens man står og ser ud over bølgerne, hvor det skete. 

Også flere andre steder i landskabet dukker historierne op. For eksempel ved Flyvholm Redningsstation, hvor man både kan se redningsbåden fra 1922 og sætte sig ned på bænken og høre om det stormende daggry i november 1893, da 48 kystfiskere ikke kom levende i land gennem brændingen, og Harboøre som efter den store ulykke længe var kendt som ’enkernes land’. 

I familiespillet Jernkystens helte, som Lemvig Museum har udviklet, kan man derhjemme lege videre med sin viden om fyrtårne, strandvagtstjenesten, skibsforlis - og se om man på brættet kan redde en besætning sikkert i land. 

Artiklen er produceret i samarbejde med formidlingsprojektet Jernkysten.