Efter et usædvanligt koldt forår fik vi så det folketingsvalg. På forhånd var det spået, at det skrækkelige begreb 'Udkants-Danmark' ville prøve valgkampen, men det skete nu ikke, selvom Region Midtjylland nok så ubelejligt samtidigt truede med at fjerne alle regionale sundhedstilbud fra vestkysten.
Den landspolitiske opmærksomhed viste sig nok engang at være en flygtig sag, der hurtigt forsvandt i sommervinden, da stemmerne var talt op. Tilbage står den gamle sandhed, at vi selv skal tage initiativet, hvis der for alvor skal ske udvikling.
Det er der så heldigvis mange vestjyder, der gør og tør. I denne udgave af Magasinet fortæller vi for eksempel om de markante ændringer på vores havne, hvor energiudvinding på havet, en ny flydedok og fiskefrikadeller i de kommende år vil skabe nye arbejdspladser.
I får også fortællingen om, hvordan driftige bagere fra Hvide Sande både formår at bevare og puste nyt liv i en af Ringkøbings historiske bygninger. Hjemme i fiskerbyen er der så andre kræfter, der sætter Hvide Sande på verdenskortet med klassiske koncerter og kunstudstillinger.
At den vestjyske natur og tradition for lokalt samarbejde ogs. kan skabe nye, kreative løsninger viser artiklerne om forlystelsesparkens frivillige og kunstskolen, der bruger bisoner som modeller.
Alt sammen præget af en optimisme og fremtidstro, som de lokale politikere heldigvis ogs. besidder. For eksempel når de bevilger millioner til en ny færge i Thyborøn Kanal, så vestkysten fortsat er bundet sammen.
Magasinet Vestkysten tager fra og med denne udgave også turen over kanalen og udkommer langs hele kysten fra Hvide Sande til Hanstholm.
God fornøjelse med Magasinet!