Storken med det flade næb

Traditionelt lever skestorken under under sydligere himmelstrøg, men de seneste 25 år har vi oplevet en stigning af ynglende skestorke flere steder i Vestjylland. Det skyldes primært dett varmere klima.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jézéquel

Den er faktisk ret nem at spotte derude i landskabet, hvor den nærmest lyser op med sin kærnemælkshvide farve. Den er slet ikke kamufleret i spættet fjerdragt, der falder i med omgivelserne.

Problemet med at se en skestork er altså ikke at få øje på den, når den er der, men at der i mange år slet ikke har været nogen. Det er der dog stille og roligt ved at blive lavet om på, og der er nu store chancer for at opleve den helt særlige fugl mange steder i det vestjyske.

Skestorken er på størrelse med en fiskehejre, en ret stor fugl. Den er hvidlig, lidt over i det gullige, men det bedste kendetegn er næbbet. Det er fladt i spidsen, som ligner en ske - deraf navnet.

Også dens adfærd er meget karakteristisk at observere, her spiller næbbet igen en rolle. Når skestorken skal finde føde bruger den sit næb, der kan siges at være et specialiseret stykke værktøj, som den bruger til at si maden fra i vandet.

"Den svinger næbbet frem og tilbage foran sig i vandoverfladen i pendulfart - med samme bevægelse som en skattejæger på jagt med en metaldetektor".

Det er Jan Skriver, der kommer med dette rammende billede. Han er journalist og fotograf med naturen som speciale, men han er også artscaretaker hos DOF for netop skestorken, som den 62-årige ornitolog kalder sin skæbnefugl. Den har nemlig haft en afgørende betydning for hans livsforløb.

Han fortæller, at man ofte kan være heldig at se små flokke af skestorke gå og gennemsøge vandet med næbbet for at finde mad. Det sker fortrinsvist på lavt vand og helst, hvor der er små vige eller bugter, som fuglen kan jage sin mad ind i. Den spiser smådyr som hundestejler, rejer, vandinsekter, småmuslinger og dafnier.

Ikke en stork, men en ibis

Faktisk er navnet skestork noget misvisende. Skestorken er nemlig slet ikke en stork men en ibis, og allerede her ledes tankerne naturligt hen på mere eksotiske himmelstrøg som Afrika og Egypten. Det er heller ikke helt forkert, for skestorken kræver et lidt varmere klima, end vi har haft her i Skandinavien, og den holder fortrinsvist til længere sydøst på i Europa og i Asien.

"Skestorken har altid været ekstrem sjælden i Danmark. Arten ynglede første gang i Danmark i år 1900 på Klægbanken i Ringkøbing Fjord; det var bare ét par.

Ægsamlere fik fuglene til at forsvinde. Igen i 1919 ynglede skestorken med få par på Klægbanken - igen forsvandt de på grund af ægsamlere. Sjældne fugles æg var i høj kurs dengang. I Vejlerne ynglede den midt i 1920'erne, midt i 1940'erne og igen midt i 1960'erne.

Sidste par forsvandt i 1969, måske før, og herefter var der en lang årrække uden ynglende skestorke", fortæller Jan Skriver.

Indtil altså den dag i 1996, hvor naturskribenten gør et meget betydningsfuldt fund:

"Jeg boede på det tidspunkt ved havnen i Nibe, og flere gange om ugen sejlede jeg ud i min jolle på Limfjordens østlige bredninger, og en dag fandt jeg et ynglende skestorkepar, det første i Danmark i knap tre årtier, på en lille ø vest for Nibe".

Fundet fik stor betydning, både for fuglene og for finderen selv. Jan Skriver gik nemlig straks i gang med en helhjertet indsats for at beskytte skestorkene på reden.

Sagde job op for at beskytte skestorken

"Det blev en besættelse for mig at værne om skestorkene og informere om deres tilstedeværelse. Jeg stablede et vagtværn på benene i de første ynglesæsoner, hvor vi på afstand holdt øje med lokaliteten", forklarer han.

Allerede året efter det første fund var der ikke én men to reder derude på den lille limfjordsholm.

"Når man selv er der og oplever, hvor skrøbelige de er, som de ligger der på sådan en flad høj på en ø, hvor folk går i land, selvom man ikke må, og hvor der samles mågeæg, så får man et helt anderledes syn på det, end ved bare at læse eller høre om det. Når man selv er derude og kan være med til at beskytte, får man det helt ind under huden", siger Jan Skriver, der på det tids- punkt arbejdede som journalist med ansvar for natur- stof på Nordjyske Stiftstidende.

"Men derude på redaktionen i Aalborg Øst kunne jeg jo ikke holde øje med skestorkene. Så i 2000 tog jeg springet og blev freelancer. Nu kunne jeg bedre bestemme min arbejdstid, så jeg kunne være af sted på Limfjorden, når livet stod i fuldt flor i fuglenes yngletid fra marts til august. Det år ynglede seks par skestorke på limfjordsholmen", fortæller den engagerede skestorkefinder, der ydermere i 2002 tog en studietur til Holland og besøgte en førende skestorke-ekspert for at lære mere om fuglen og observere dens adfærd.

En lille, hvid prik langt ude

Jan Skriver fortæller, at han har set på fugle, siden han har 10 år gammel:

"Jeg ved ikke, hvor interessen kom fra, for der er ikke nogen i min familie, der dyrker det. Enten har man det i sig, eller også har man det ikke, tror jeg. Og det ligger dybt i kroppen på mig".

Barndomsdagene blev ofte brugt på ture i skoven, hvor fuglestemmerne blev lært én for én.

"Da jeg var ung, så jeg en skestork i Hans Hvas' ’Fugle i farver’, og jeg synes, den var så flot og ville så gerne se den. Jeg cyklede 50 km til Vejlerne på udkig, og en dag i 1978 lykkedes det at se en skestork som en lille, hvid prik langt ude", fortæller fuglekikkeren gennem mange år om sit allerførste syn af den sjældne, eksotiske fugl.

En fugl i fremgang

Jan Skriver er stadig freelance naturjournalist og -fotograf, og han er stadig artscaretaker for skestorken hos DOF, hvor han indberetter om bestanden af fuglen, men han har sluppet tøjlerne en anelse, når det gælder ske- storke-beskyttelsen. Nu er fuglen nemlig ved at være så godt etableret flere steder i Jylland, at det ikke er helt så nødvendigt med hans store indsats i Limfjorden.

I 2019 var der 436 ynglepar af skestorke i Danmark, alle i større eller mindre kolonier. Skestorke kan godt lide brakvandsområder og næringsrige fjorde med våde enge. Den er primært knyttet til den vestlige del af Danmark med Vadehavet, Ho Bugt, Skallingen, Filsø, Tipperne og Ringkøbing Fjord, Skjernå-dalen, Vest Stadil Fjord, Nissum Fjord, Limfjordstangerne og Limfjorden som sine vigtigste levesteder.

Øen Høje Sande nær Skjern Ås udløb har de senere år huset Danmarks største koloni af skestorke. I 2019 blev der talt 213 reder på øen.

I dag er Danmark det nordligste land, hvor der yngler skestork, før var det Holland, og det er primært herfra, bestanden har bevæget sig op langs Vadehavet til Danmark efterhånden som klimaforandringerne har givet os lunere vejr. Det kan være en grund til, at det netop er i Vestjylland, de første skestorke har slået sig ned. Her er også gode tidevandszoner med masser af bugter og vige, som gør området attraktivt for fuglen.

"Men jeg tror, at vi får mange flere ynglende skestorke de næste år. Jeg tror sagtens på en 500-1000 par, og de vil brede sig østpå til andre dele af landet. Jeg ser, at der kan komme skestorke for eksempel på Saltholm i Øresund, Nyord ved Møn eller Det sydfynske Øhav og måske Odense Fjord", spår Jan Skriver om den fremtidige udvikling.

Sårbar over for rovdyr

Selvom skestorken er i fremgang, er det stadig en forholdsvis sjælden fugl og et syn, man skal påskønne, hvis man er heldig at se den.

"Der er stadig kun omkring 10.000 skestorkepar i hele Vesteuropa, hvor der til sammenligning er cirka 233.000 par af de hvide storke", forklarer Jan Skriver, der heller ikke helt har sluppet arbejdet med at beskytte fuglen.

Selvom han har skruet ned, er der stadig en meget vigtig opgave, hvis man vil beskytte skestorken.

"Skestorken yngler på småøer og holme, men den er meget sårbar over for to ting: Forstyrrelser i området, hvis der er for meget aktivitet. Kajakroere, der lægger til, mennesker, der går i land. Og så rovdyr. Hvis der er ræve på en ø, så yngler skestorken ikke der, for rævene tager både æg og unger", forklarer Jan Skriver, der derfor er særlig opmærksom på at besøge ’sin’ ø i Limfjorden, når det for eksempel har været frost og is på fjorden.

Han tjekker for spor for at se, om en ræv skulle være gået i land via isen. Fem gange har der været ubudne rævegæster, hvor Jan Skriver med dispensation fra Naturstyrelsen har samlet jægere til en dag med ræveregulering på øen.

"Rævene kan være så mange andre steder i landet, men fuglene er afhængige af de små øer. I Holland har man en meget stram politik og regulerer rævene grundigt på fugleøerne. I Danmark er vi mere afslappede og tillader for eksempel ræve på Fanø og Rømø, der ellers kunne være vigtige ynglelokaliteter. Men jeg ved, at Naturstyrelsen andre steder er meget opmærksomme, og at der også bliver reguleret ræve og mårhund på visse øer til gavn for fuglene", siger Jan Skriver.

Ikke en sky fugl

På øerne, hvor de yngler, er skestorkene altså meget sårbare over for forstyrrelser. Man skal derfor helst holde god afstand til yngleområderne og blot se fuglene gennem kikkerten. Men under andre omstændigheder er skestorken faktisk slet ikke så sky igen.

"Når skestorken er ude og fouragere på områder med lavt vand ved åer og fjorde, så oplever jeg faktisk, at man kan komme ret tæt på", fortæller Jan Skriver.

Man kan opleve fuglene fra marts til oktober, enkelte er sågar set overvintre i Danmark, men det er stadig meget sjældent. Man kan møde skestorken i alle dagens timer, men det bedste tidspunkt at opleve skestorkene på er morgen- og aftentimer, hvor de er ude for at spise. Og så skal man holde øje med den hvide farve, der er let at se lyse op i landskabet.

Skestorken i Danmark

Skestorken har gennem tiden altid været en ekstrem sjælden fugl i Danmark.
I 1920'ne og frem til 1960'erne ynglede
der meget få skestorke her i landet, men fra slutningen af 1960'erne og næsten 30 år frem har der ikke ynglet skestorke her i landet.
I 1996 fandt fugle-entusiasten Jan Skriver en enkelt rede med ynglende skestorke på en lille ø i Limfjorden.
Siden da har antallet af ynglende skestorke været i fremgang.
I 2019 ynglede hele 436 par.
Stigningen i antallet af skestorke skyldes, at klimaforandringerne har givet os lunere vejr.
Skestorken er primært knyttet til den
vestlige del af Danmark: Vadehavet, Ho Bugt, Skallingen, Filsø, Tipperne og Ringkøbing Fjord, Skjernå-dalen, Vest Stadil Fjord, Nissum Fjord, Limfjordstangerne og Limfjorden.
Øen Høje Sande nær Skjern Ås udløb har de senere år huset Danmarks største koloni af skestorke.