Solnedgang med vingeslag
Aldrig har solen skinnet så meget som i maj. Midt i solskinsglæden skændes vi dog stadigt om havvindmøller. Skulle vi ikke i stedet nye solnedgangen sammen.
Med intet mindre end 364 timers solskin i maj satte den varme og tørre forårsmåned rekord som den mest solrige måned, siden man begyndte at registrere solskinstimer i 1920. Og det er endda kun landsgennemsnittet.
Her på vestkysten vil statistikkerne helt sikkert vise, at vi har fået endnu flere. Vi har derfor haft en perlerække af de solnedgange over Vesterhavet, som for både os selv og gæster er forbundet med lykkestunder, romantik eller bare en god afslutning på en dejlig dag.
De spektakulære oplevelser af solen, der synker ned i havet, bliver fotograferet og delt på de sociale medier. Det er der ikke noget nyt i.
Men det er derimod kommentarerne til de klassiske solnedgangsmotiver: ’Mens vi stadig kan nyde det’, ’Nu snart ødelagt af vindmøller’ og andre bemærkninger i samme dur fortæller, at bekymringen og bitterheden over opstillingen af havvindmøller tæt på vestkysten er udbredt.
Argumenterne for og imod
Det er nemt at argumentere for, at vi også skal yde vores bidrag til mere vedvarende energi. At vi trods alt kan se solen i modsætning til de kinesiske byer, hvor den forsvinder bag kvælende smog fra forurenende energiformer. At det er bedre med flere møller på vand end flere på land. At vindkraften giver arbejdspladser og økonomiske gevinster. At ingen klager over de fire nye havvindmøller, der nu står i Nissum Bredning ved siden af Rønland-møllerne, der nærmest er et vartegn for Harboøre Tange på niveau med kystens fyrtårne.
Omvendt så er det selvfølgelig en markant ændring af det naturmotiv i udsigten, som mange nyder fra stranden eller klittoppen. Og man behøver ikke køre ret mange kilometer syd for Hvide Sande, før det blinkende nattelys fra vindmølleparken ude på Horns Rev – 30 kilometer fra land - kan ses som en irriterende forstyrrelse af stjernehimlen, når solen har lagt sig under dynen.
Hvorfor gik det så galt?
Med forskellig intensitet fortsætter diskussionen om de kystnære vindmøller da også i både den landsdækkende og lokale debat. Det er dog kun nogle enkelte modstandere, der mener, at det kan lade sig gøre helt at stoppe projekterne, og efterhånden er det også ganske få, der for alvor tror på, at det stadigt kan lade sig gøre at få de reelt igangværende mølleprojekter rykket længere ud på havet.
Debatten handler derfor mere og mere om, hvorfor diskussionen om havvindmøllerne kom så sent i gang. Var det sommerhusejere og de nærmeste naboer blandt de fastboende, der havde sovet i timen? Eller havde vindmølleopstillere og politikere lusket projektet igennem bag lukkede døre? Og hvis møllerne får turisterne til at blive væk – er det så egentlig den kommende udsigt eller det skræmmebillede, som er skabt ved at tale solnedgang i mølleindpakning ned i et sort hul?
Det bliver vi næppe nogen sinde enige om. Men spørgsmålet er, om vi har gavn af at fortsætte skænderierne i den samme uendelighed, som tiden kan føles, når man ser solen glide mod horisonten.
Med Paulus’ ord fra Det Nye Testamente: ’Lad ikke solen gå ned over din vrede’.
