Folketingsvalget er det mest uforudsigelige i mange år. Vælgerne vil sikkert flyet sig, men det gøre nu ikke noget, hvis de husker at vurdere kandidaternes tilknytning til vestkysten og forståelse for livet på disse kanter
Mens vi gjorde dette magasin klar til tryk, larmede valgtrommerne lystigt. Alle medier, politikere og folk med interesse for det politiske spil var optaget af ét spørgsmål: Hvornår kommer valget? Og når magasinet nu er offentliggjort, kan det meget vel være midt i en valgkamp.
Som folketingsmedlem Orla Østerby fra Bækmarksbro fortæller på de kommende sider, så er han blandt de få på Christiansborg, der tager det helt roligt. Han har nemlig for længst besluttet og meldt ud, at han efter mange år som folkevalgt stopper i politik.
Vi er dog sikre på, at han som ’politisk dyr’ alligevel vil følge folketingsvalget med stor interesse. Uanset om det som ventet er udskrevet eller på forunderlig vis udskudt til senere.
Alt – herunder ikke mindst meningsmålinger - tyder nemlig på, at det bliver det mest spændende valg i mands minde. Det skyldes ikke kun det ekstraordinært store antal partier på stemmesedlen, men også det faktum, at det er det første valg efter to corona-år og en krig i Europa. Begge dele har skabt globale kriser, som vi også har set effekterne af på vestkysten. Turisterhvervet har taget et par kolbøtter, energipriserne er stukket af, og den grønne omstilling skal ses i et helt andet lys end tidligere. Blot for at nævne tre eksempler.
Forandringerne i vores hverdag og verdenssyn kommer derfor helt sikkert også til at påvirke vores politiske valg. Og selv om meningsmålingerne forsøger at give et øjebliksbillede af, hvordan vælgerne reagerer, når de står i stemmeboksen, så er intet afgjort, før stemmerne er talt op.
Valgforskere har for længst dokumenteret, at vælgerne i stigende grad vandrer mellem partierne og nærmest først i selve stemmeboksen afgør, hvor krydset skal sættes. Ved de seneste valg er det således op til 60 procent af vælgerne, der under selve valgkampen lagde sig endeligt fast på et partivalg. Alene derfor bliver det spændende at se, hvem der skal sidde på Orla Østerbys plads og de 178 andre stole i Folketinget.
Magasinet Vestkysten skal ikke anbefale bestemte partier, men håber, at vælgerne også kigger på, om der er kandidater, som har forståelse for de forhold, som vi lever med på vestkysten. Kald det bare ’sognerådspolitik’, men Orla Østerby har ret i, at det ikke er nogen skam at vide, hvor man kommer fra, og at man har viljen til at kæmpe for sin hjemegn.