Vi ved ikke præcist, hvornår Corona-årenes sidste kapitel kan skrives i historiebøgerne. Men vi ved, at de fleste svaner de aktiviteter sammen med andre, der var en anderledes selvfølgelighed førhen
I denne udgave af Magasinet Vestkysten har vi talt med en række frivillige, som alle medvirker til at skabe aktiviteter for andre. Under flere af interviewene skinnede det igennem, at månederne med corona-restriktioner og almindelig bekymring for smitten har ramt aktiviteterne hårdt.
Det er ingen overraskelse, men samtalerne understregede alligevel, at netop vores fælles aktiviteter, hvor vi mødes med mange andre end lige familie, bekendte og arbejdskolleger, er den del af samfundslivet, der især har mærket corona’en. Det gælder store begivenheder som musikfestivaler, dyrskuer og sportsstævner, men også utallige mindre arrangementer og aktiviteter.
Nytårsønsket fra Magasinet skal derfor være, at vi sammen først og fremmest får jaget corona-smitten på porten, men også husker at vende tilbage til de lokale fællesskaber, hvor ikke mindst frivillige gør en stor indsats for at skabe aktiviteter og gode oplevelser for andre. De har brug for opbakning – og vi har brug for at mødes med andre mennesker igen.
Corona-årene har også vist os, at mangt og meget kan handles på nettet. Online-fødevarevirksomheden eGastro.dk har allerede været godt i gang i en del år og sælger lokale kvalitetsfødevarer fra Lemvigegnen til hele landet.
Men som artiklen på de næste sider viser, at så har initiativtageren Thomas Henriksen faktisk brugt corona-tiden til at udvikle forretningen til nye, fysiske fællesskaber. Både med street-food på havnen og senest med en butik, der også skal være mødested til smagsoplevelser og fyraftensjazz.
Det er både udtryk for en ukuelig vilje i en bøvlet tid, men også prisværdigt iværksætteri på vestkysten, når Thomas Henriksens drivkraft er, at han gerne vil vise sine børn, at ”man sagtens kan bo i Lemvig og have et spændende arbejdsliv med daglig kontakt med hele Danmark”.